FK Austria Wien, Fußball Klub Austria Wien, østrigsk fodboldklub, stiftet 1911 i Wien som Wiener Amateur Sportvereinigung.

Klubben blev stiftet af medlemmer af en lokal kricket- og fodboldklub. Den vandt sit første mesterskab i 1924 og har siden vundet i alt 24 østrigske mesterskaber, senest i 2013, samt 27 østrigske pokaltitler, senest i 2009.

Antallet af titler skal dog tages med det forbehold, at østrigsk fodbold igennem tiden har ført en ofte opdelt tilværelse, både i forhold til landets regioner, men også da den østrigske liga blev inkluderet i den tyske under Østrigs indlemmelse i Tyskland 1938-45, se Anschluß.

I 1978 nåede FK Austria Wien finalen i Europa Cuppen for mesterhold, hvor det dog blev til et nederlag til RSC Anderlecht på 0-4. Allerede året efter nåede FK Austria Wien igen semifinalen, men kvalificerede sig ikke til finalen. Det skete igen i 1983 i Europa Cuppen for pokalvindere.

Klubben har hjemmebane på Generali Arena, der har plads til 15.000 tilskuere. Før 2010 og ombygninger hed banen Franz-Horr-Stadion.

FK Austria Wiens officielle hjemmeside

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig