Faktaboks

Marco van Basten

Marcel van Basten

Født
31. oktober 1964, Utrecht, Holland

Marco van Basten er en forhenværende hollandsk fodboldspiller, der i løbet af sin karriere spillede for AFC Ajax Amsterdam i den hollandske Eresdivisie og for AC Milan i den italienske Serie A. I perioden 1983-1992 spillede han endvidere 58 landskampe og scorede 24 mål for det hollandske landshold. Van Basten vandt EM i fodbold med Holland i 1988 og blev desuden turneringens topscorer med i alt 5 mål.

Marco van Bastens klubkarriere

Marco van Basten

Marco van Basten i en kamp for AC Milan. Foto fra 1990.

Marco van Basten
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Marco van Basten blev født i Utrecht og spillede som ungdomsspiller bl.a. i UVV Utrecht. I 1981 skrev han kontrakt med hovedstadsklubben AFC Ajax Amsterdam, hvor han debuterede på førsteholdet året efter. Frem til 1987 scorede Marco van Basten 128 mål i 133 kampe for klubben, og den stærke, boldsikre og komplette angriber blev bl.a. topscorer i den hollandske Eresdivisie fire år i træk (1984-1987). I sin karriere i Ajax Amsterdam vandt Marco van Basten det hollandske mesterskab i 1982, 1983 og 1985, den hollandske pokalturnering i 1983, 1986 og 1987 samt Europa Cuppen for pokalvindere i 1987.

Samme år skiftede Marco van Basten til den italienske storklub AC Milan, hvor succesen fortsatte, frem til karrieren sluttede i 1993 som følge af en genstridig ankelskade. Med AC Milan vandt han bl.a. det italienske mesterskab i 1988, 1992 og 1993 samt Europa Cuppen for mesterhold i 1989 og 1990.

Marco van Basten blev topscorer i den italienske liga i 1990 og 1992 og opnåede desuden at blive Årets Spiller i Europa i 1988, 1989 og 1992 samt FIFA World Player of the Year i 1992.

Marco van Bastens landsholdskarriere

Marco van Basten debuterede som 18-årig på det hollandske landshold den 7. september 1983 i en EM-kvalifikationskamp mod Island. Frem til 1992 spillede han i alt 58 landskampe (24 mål) for Holland, bl.a. ved EM i 1988 og 1992 og ved VM i 1990. Ved EM i 1988 blev han turneringens topscorer med fem mål, og han var en stærkt medvirkende årsag til, at Holland vandt sin første og hidtil eneste titel. I Finalen mellem Holland og Sovjetunionen scorede van Basten til slutresultatet 2-0.

Trænerkarriere

Marco van Basten var træner for det hollandske landshold fra 2004 til 2008 og for AFC Ajax Amsterdam fra 2008 til 2009. I årene 2012–2014 stod han i spidsen for Heerenveen og fra 2014 til 2015 for AZ Alkmaar.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig