Golf er et præcisionsspil på græsbane, hvor spilleren med forskellige køller skal slå en bold i hul på færrest mulige slag. En golfbane med internationale mål har 18 huller, som spilles i en bestemt rækkefølge.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra engelsk golf, af uvis oprindelse, måske af nederlandsk kolfen, af kolf 'kølle, slagtræ'.

Regler og udstyr i golf

Golf.

.

For hvert hul er der et udslagssted (tee), og afstanden fra tee til hullet kan variere fra ca. 100 m til mere end 500 m. For at lette overblikket har hvert hul en par, en idealscore for en elitespiller. Huller, der er "kortere" end 227 m, er normalt par 3, fra 227 m til 436 m par 4 og "længere" end 436 m par 5 (længder kan dog variere efter forhold).

Hvis en spiller får bolden i hul på et slag mindre end par, kaldes det en birdie; to slag færre kaldes en eagle, og tre færre (meget sjældent) en albatross. Skal man bruge flere slag end par, kaldes det en bogey, en dobbelt bogey osv. Går bolden i hul på første slag, kaldes det hole-in-one.

Golfsporten har et handicapsystem, således at mindre gode spillere kan konkurrere med selv de bedste. Den mindre gode spiller får afhængigt af spillerens niveau lov til at bruge flere slag. Har man fx spillehandicap 36, må man bruge 36 slag (2 pr. hul) mere end elitespilleren (handicap 0).

Forskellige køller benyttes, dog maksimalt 14. Fra tee-stedet benyttes sædvanligvis den længste og største kølle (en driver), og jo kortere slag, der kræves, desto kortere kølle anvendes.

Lange køller har lavt nummer (1, 2 og 3) og slår fladt og langt; korte køller (8, 9 og wedge) slår højt og kort. Når bolden når frem til greenen, benytter spilleren normalt en putter for at få bolden i hul.

Golfudtryk

Udtryk Betydning
ace/hole-in-one gennemførelse af hullet med ét slag
eagle 2 under par
birdie 1 under par
par hullets normerede antal slag
bogey 1 over par
dobbelt bogey 2 over par
tredobbelt bogey 3 over par

Golfsportens oprindelse og historie

Golf. Ryder Cup-matchen mellem amerikanske R. Mayer og T. Bolt og britiske C. O'Connor og E.C. Brown, 1957.

.

Spillets nøjagtige oprindelse kan ikke fastslås. Romerne spillede fx paganica, franskmændene jeu de mail og soule, flamlænderne chole og hollænderne hetkolven. Køllen eller staven blev i den hollandske version benævnt "kolf".

Men der er ingen tvivl om, at udviklingen, organiseringen og udbredelsen af det moderne golfspil stammer fra Skotland. Golf blev første gang nævnt i Jakob 2. af Skotlands forordning fra 1457, som forbød spillet, idet han mente, at denne fritidsbeskæftigelse var skyld i, at undersåtterne forsømte deres bueskydningstræning.

Golf blev oprindelig spillet på fælleder og engdrag mellem strand og agerjord. Først i 1600-tallet blev egentlige "baner" defineret. Antallet af huller og spillets regler varierede fra sted til sted, og først i 1744 blev den første klub, The Company of Gentleman Golfers, stiftet i Leith. Klubben skiftede senere navn til The Honourable Company of Edinburgh Golfers og opstillede som de første et regelsæt for spillet, de såkaldte 13 Articles, hvoraf mange stadig er aktuelle.

Reglerne blev i store træk overtaget af andre klubber, heriblandt The Society of St. Andrews Golfers, stiftet i 1754, som i 1834 fik lov at kalde sig Royal and Ancient Golf Club of St. Andrews.

Klubben erhvervede så stor autoritet, at regelfortolkninger og afgørelser ofte blev henvist hertil, og klubben er siden hen blevet det lovgivende organ for golfsporten i hele verden med undtagelse af USA og Mexico, hvor USGA (United States Golf Association) varetager dette hverv.

Skotterne tog spillet med til England, og med Det Britiske Imperium blev spillet spredt til resten af verden; først til kolonierne og i den sidste del af 1800-tallet til det øvrige Europa. Danmarks første golfklub, Kjøbenhavns Golf Klub, blev stiftet i 1898.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig