Faktaboks

Helle Gotved
Født
1912
Død
2006

Helle Gotved, 1912-2006, dansk gymnastikpædagog. I 1932 overtog hun sammen med sin mand, Aage Gotved (1900-63), ledelsen af Gymnastikhuset på Frederiksberg i København, hvor hun udviklede sin egen gymnastikform, Gotvedgymnastikken. I 1984 overlod hun ansvaret for Gymnastikhuset til sin svigerdatter Inge Gotved. Helle Gotved fastholdt, at Gotvedgymnastikken er tidløs undervisning i at fungere som menneske både i arbejde og i hvile; træningen bygger på fire grundområder: spænding, udspænding, optræning og bevægelsesteknik.

Vejrtrækningen, stemmen og de fysiske øvelser er altid koblet sammen og forener på den måde det rationelle og det funktionelle med det sensuelle. Gymnastikken var ifølge Helle Gotved skolens vigtigste fag, fordi det som det eneste angår det hele menneske, dvs. både krop og sjæl. Sine mange erfaringer formidlede Helle Gotved bl.a. i en fast radioudsendelse Ha' det bedre og i DR-TVs serie Gotved og Helger. Hun skrev endvidere en lang række artikler og bøger, som beskriver den teori, hendes gymnastik bygger på. I 1995 udgav hun selvbiografien Mit livs gymnastikhistorie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig