Faktaboks

Lars Christiansen

Lars Roslyng Christiansen

Født
18. april 1972, Sønderborg

Lars Christiansen.

.

Lars Christiansen er en tidligere dansk håndboldspiller, der i løbet af sin karriere spillede for bl.a. SG Flensburg-Handewitt i den tyske Bundesliga. Han er desuden indehaver af rekorden for flest landskampe (338) og flest mål (1503) på det danske herrehåndboldlandshold. I 2015 blev han optaget i Sportens Hall of Fame.

Lars Christiansens klubkarriere

Lars Christiansen indledte sin karriere som seniorspiller i Ribe HK i 1990. To år senere skiftede han til Kolding IF, hvor han blev dansk mester i 1993 og 1994 samt pokalvinder i 1993, inden han i 1996 indledte den første af 14 sæsoner for SG Flensburg-Handewitt i den tyske Bundesliga.

Her scorede den driftssikre og teknisk velfunderede venstrefløjsspiller i alt 3996 mål i 626 kampe og vandt bl.a. det tyske mesterskab i 2004, den tyske pokalturnering i 2003, 2004 og 2005 samt EHF Cuppen i 1997, City Cup i 1999 og EHF Cup Winner's Cup i 2001. Den populære spiller forlod i 2010 SG Flensburg-Handewitt for at vende tilbage til KIF Kolding, hvor han stoppede sin karriere i 2012.

Lars Christiansen på landsholdet

Lars Christiansen debuterede på det danske landshold i 1992 og rundede under EM i Serbien i 2012 1500 mål for landsholdet, hvilket både er dansk landsholdsrekord og uofficiel verdensrekord. Han vandt bronze ved EM i 2002, 2004 og 2006, bronze ved VM i 2007 samt sølv ved VM i 2011 og guld ved EM i 2008 og 2012 og spillede i alt 338 landskampe (1503 mål).

Lars Christiansen er desuden foredragsholder og forfatter til selvbiografien Fra en spids vinkel (2008) og Når Sandheden skal frem (2013).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig