Mountainbikeorientering
Mountainbikeorientering foregår i Danmark som hovedregel på veje og stier. Rytterne har normalt kortet placeret på en kortholder, så de nemt kan overskue og nordvende kortet.
Wikimedia Commons.

Mountainbikeorientering er en disciplin inden for orienteringsløb, hvor man skal finde vej til en række kontrolposter, mens man kører på mountainbike. Sporten er relativt ny, og det første VM blev afholdt i 2002, men Danmark har lige fra starten haft en stribe deltagere med i toppen af sporten.

Faktaboks

Også kendt som

MTB-orientering; MTB-O

Afvikling og organisering

Mountainbikeorientering køres efter særlige kort, der er tegnet, så kørerne får et klart billede af fremkommelighed på stierne, højdekurver og evt. ensretninger. Kortenes størrelsesforhold varierer fra 1:10.000 til 1:25.000 alt efter længden på banen.

I Danmark må deltagerne som hovedregel ikke køre uden for eksisterende veje og stier.

Der er danske mesterskaber i tre distancer: sprint, mellem og lang. Til internationale mesterskaber konkurreres der også i to andre formater: stafet og massestart.

I Danmark organiseres sporten under Dansk Orienterings-Forbund. Hovedparten af udøverne er organiseret i de almindelige orienteringsklubber, men der findes dog en enkelt dedikeret klub – Navet – som fokuserer på mountainbikeorientering.

Udstyr

Deltagerne kan i princippet køre på alle typer af cykler, men reelt kører de fleste på mountainbikes, hvor brede dæk med groft mønster gør det muligt at køre på små, ujævne stier og løst underlag.

Deltagerne anvender som regel også en kortholder, som gør at de kan nordvende kortet løbende så det passer til terrænet.

Håndledskompas anvendes som regel i stedet for tommelfingerkompasser og pladekompasser, fordi det gør det muligt at have hænderne fri til at styre cyklen.

Posterne stemples med en elektronisk brik, der evt. kan være trådløs.

Danske verdensmestre

Danmark har siden sportens gennembrud været med i toppen på verdensplan, og en hel stribe danske ryttere har gennem årene vundet VM-guld.

År Disciplin Navn
2007 Sprint Torbjørn Gasbjerg
2008 Sprint Lasse Brun Pedersen
2008 Stafet Lasse Brun Pedersen
2008 Stafet Torbjørn Gasbjerg
2008 Stafet Søren Strunge
2009 Mellem Torbjørn Gasbjerg
2010 Stafet Rikke Kornvig
2010 Stafet Ann-Dorthe Lisbygd
2010 Stafet Line Brun Stallknecht
2011 Lang Rikke Kornvig
2011 Stafet Erik Skovgaard Knudsen
2011 Stafet Lasse Brun Pedersen
2011 Stafet Bjarke Refslund
2017 Lang Rasmus Søgaard
2018 Massestart Camilla Søgaard
2021 Lang Camilla Søgaard
2021 Stafet Camilla Søgaard
2021 Stafet Nikoline Splittorff
2021 Stafet Cæcilie Rueløkke Christoffersen
2022 Massestart Camilla Søgaard
2022 Mellem Nikoline Splittorff
2023 Lang Nikoline Splittorff

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig