GP2. Danskeren Christian Bakkerud (forrest, f. 1984) debuterede 2007 i GP2, men havde en svær sæson.

.

GP2, Grand Prix 2, inden for bilsport den fornemste klasse efter formel 1. Oprindelig hed klassen formel 2, men da man i 1985 gik over til at bruge motorer på 3000 cm3, ændrede klassen navn til formel 3000. I 2005 indførtes det nuværende navn. Siden 1996 er klassen en såkaldt mærkeklasse, hvori alle biler og motorer i princippet er ens.

GP2-bilerne bygges af den italienske Dallara-fabrik. V8-motorerne fra Renault yder omkring 580 hk, hvilket giver en topfart lige over 300 km/h. Bilerne accelererer fra 0-200 km/h på ca. 6,5 sekunder. Det internationale GP2-mesterskab er tæt knyttet til formel 1; dels deltager flere test- og reservekørere herfra i GP2-serien, dels afvikles næsten alle internationale GP2-løb i forbindelse med formel 1-grandprixer.

De danske racerkørere John Nielsen, Tom Kristensen og Nicolas Kiesa har alle vundet løb i klassen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig