Idrætsmedicin, lægevidenskabeligt fagområde, der beskæftiger sig med teoretiske og praktiske helbredsmæssige aspekter af fysisk aktivitet, dvs. hvordan bevægelse, træning og sport påvirker såvel raske som syge personer, samt virkningerne af mangelfuld motion. Idrætsmedicinens formål er at frembringe resultater med henblik på sygdoms- og skadeforebyggelse, behandling, rehabilitering og idrætspræstationers tilrettelæggelse og udførelse.

Opgaver

Idrætsmedicin er ikke blot knyttet til præstationsidrætten, men har væsentlige berøringsflader med motionsidrætten, træning af patientgrupper m.m. Idrætstraumatologi (idrætsskader) udgør et betydeligt område. De helbredsmæssige virkninger af fysisk aktivitet og inaktivitet har samfundsmæssigt og økonomisk stor betydning foruden en væsentlig indvirkning på livskvaliteten. Hovedparten af aldersbetingede lidelser som hjerte-karsygdomme (hjertekransåresygdom, blodtryksforhøjelse og perifere blodkarsygdomme), stofskiftesygdomme som ikke-insulinkrævende sukkersyge og fedme, lidelser i bevægeapparatet, herunder knogleskørhed, samt visse kræftsygdomme og psykiske lidelser kan mindskes i antal og sværhedsgrad ved regelmæssig motion. I idrætsmedicin indgår undersøgelse af eliteidrætsudøvere og grænser for præstation, herunder indvirkning af kost, væskeindtagelse og varierende ydre forhold som temperatur, luftfugtighed og højde. Denne viden anvendes i vejledning om træning og motion til den øvrige befolkning. Et væsentligt element af idrætsmedicin er vurderingen af specifikke forudsætninger for idrætsudøvelse hos børn og unge, gamle og sygdomsramte og inden for handicapidræt.

Historie og udvikling

Den egentlige idrætsmedicinske diagnostik begyndte med anvendelse af ergometercykel og løbebånd i slutningen af 1800-t. I Danmark indgik man i 1924 en aftale mellem Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Den Almindelige Danske Lægeforening (D.A.D.L.) om udstedelse af lægelicens til idrætsudøvere, dvs. en lægeattest på, at idrætsdeltagelse er helbredsmæssigt forsvarlig (især aktuelt inden for boksning). I 1942 oprettedes et lektorat i idrætsfysiologi ved Københavns Universitet til senere overlæge, professor Ove Bøje (1904-82), der i 1949 blev ansat som cheflæge i DIF. DIF og D.A.D.L. indgik i 1955 en aftale vedrørende 1-2 timers idrætslægefunktion om ugen på forskellige lokaliteter landet over med henblik på forebyggende undersøgelser af idrætsudøvere; aftalen indeholdt ikke behandlingsret. DIFs idrætsklinikker blev nedlagt med udgangen af 1996, men idrætsmedicinske enheder er under etablering i tilknytning til ortopædkirurgiske og/eller reumatologiske sygehusafdelinger, hvortil patienter kan henvises via egen læge. Almen praksis bliver således centrum for den primære diagnostik og rådgivning. Det idrætsmedicinske behandlersystem er væsentligst organiseret omkring skadediagnostik og behandling, herunder genoptræning (se idrætsskader), og involverer såvel læger som fysioterapeuter og trænere. Michael Kjær blev ansat i det første danske idrætsmedicinske professorat i 1998.

Dansk Idrætsmedicinsk Selskab

Foreningen Dansk Idrætsmedicinsk Selskab (DIMS) er et lægevidenskabeligt selskab, der blev stiftet i 1958. DIMS har ca. 1700 medlemmer (2015), både læger og fysioterapeuter. Internationalt er organisationen knyttet til FIMS (Fédération internationale de médicine sportive) og Scandinavian Foundation of Medicine and Science in Sports, stiftet 1990, som udgiver tidsskriftet Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports. DIMS varetager den væsentligste efteruddannelse af læger i idrætsmedicin på forskellige niveauer. Læger med godkendt postgraduat uddannelse kan anerkendes som diplomlæger i idrætsmedicin. Der findes i flere europæiske lande idrætsmedicinske (heraf nogle idrætstraumatologiske) professorater.

Forskning

Den idrætsmedicinske forskning foregår fortrinsvis på de teoretiske universitetsinstitutter og universitetstilknyttede sygehuse. Med oprettelsen af Idrætsmedicinsk Forskningsenhed ved Bispebjerg Hospital 1998 er der etableret en internationalt anerkendt forskning inden for tilpasning af bindevæv og skeletmuskulatur til inaktivitet og træning, og herunder er nye metoder, bl.a. mikrodialyseteknik, taget i anvendelse til belysning af stofskiftet i senevæv. Forskningsenheden er fra 2014 en del af på verdensplan ni olympiske forskningscentre.

Avanceret billeddiagnostik spiller en stadig større rolle inden for idrætsmedicinske undersøgelser og forskning. MR-undersøgelse er velegnet til kortlægning af de fleste anatomiske detaljer i fx led, men vil fremover også kunne måle stofskifteaktivitet i udvalgt væv. Ultralydscanning er en dynamisk undersøgelse, der er velegnet til undersøgelse af bløddele og nu kan fremstille tredimensionale billeder (se ultralydundersøgelse og Dopplerundersøgelse). PET-scanninger udført med 18F-mærket glukose kan vise, hvilke muskler der er involveret i et specifikt arbejde, og bestemme sukkeroptagelsen i muskulatur og senevæv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig