Naturisme er en livsstil, hvor mennesker uden kønnenes adskillelse færdes uden tøj, når vejr og omgivelser gør det naturligt med henblik på øget selvrespekt, respekt for andre og for miljøet.

Begrebet naturisme omtales første gang i 1778 som en vej til bedre hygiejne og sundhed, og den første naturistklub så dagens lys i 1891 i Indien. Den moderne naturisme, der opstod i Tyskland omkring år 1900, var stærkt præget af helse-bevægelsen.

Naturismen vandt fodfæste i Danmark i løbet af mellemkrigstiden, først som lokale grupper, senere med tidsskriftet Sol og Sundhed (grundlagt 1937) og Dansk Nudist-Forbund (grundlagt 1938).

Den organiserede danske naturisme præges i dag af to landsorganisationer. Den ældste, Dansk Naturist Union (DNU), blev stiftet i 1968 og er en paraplyorganisation for fire naturistforeninger, der hver driver en naturistcampingplads.

I 2000 stiftedes landsorganisationen Danske Unge Naturister (DUN), men den skiftede få år senere navn til Danske Naturister (DN). Danske Naturister har ca. 1.000 medlemmer fordelt på ni lokalforeninger (2023), som blandt andet arrangerer naturistsvømning, kurbade og andre aktiviteter.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig