Othello er et brætspil, der spilles på 8×8 ensfarvede felter, hvorpå der fra start er anbragt to sorte og to hvide brikker; brikkerne er sorte på den ene side og hvide på den anden. To spillere skiftes til at trække og skal i hvert træk erobre en eller flere brikker, der vendes, så de får den erobrende parts farve; erobring sker ved indeslutning. Den spiller, der ender med at have flest brikker vendt til sin farve, har vundet. Othello er organiseret som sportsspil med internationale mesterskaber.