Mastermind, (af eng. mastermind 'superintelligent person'), logisk kodespil for to personer. Deltagerne lægger skjult for modparten fem farvede kugler i en bestemt rækkefølge, som modstanderen skal gætte. Man gætter sig frem via forskellige kombinationer af fem kugler, og man får angivelser af, hvor tæt man er på løsningen, hvorefter man gradvis kan udregne de korrekte farver og placeringer. Spillet kom frem ca. 1970, blev en verdensomspændende dille og er nu et populært familiespil. I en særlig variant udskiftes kuglerne med fembogstavers ord.