Café chantant, (fr. 'sang-kafé'), café concert, forlystelsessted, hvor gæsterne trakteres og oplever levende underholdning i form af sang, dans, sketch mv. Café chantant opstod i Frankrig i 1770'erne og bredte sig til alle europæiske storbyer fra midten af 1800-t. Den blev en forløber for de store varietéer, der navnlig i 1920'erne udvikledes til natklubber. I England skabtes i 1852 den særlige variant music-hall. I Danmark kendes fænomenet fra sangerindepavillonerne på Dyrehavsbakken og på Frederiksberg, hvor Carl Kehlet (1856-1907) åbnede sin Café Chantant i 1877.