Barbiedukker.

.

Barbiedukke, teenagedukke af plast. Barbie er en amerikaniseret udgave af den tyske dukke Lilli, der oprindelig var hovedperson i Reinhard Beuthins tegneserie, som fra 1952 blev bragt i ugebladet Bild-Zeitung. Barbiedukken blev lanceret i New York i 1959 af legetøjsfirmaet Mattel, og dukken blev den mest solgte nogensinde. Barbies univers blev bygget op om mode- og medieverdenens dyrkelse af det til enhver tid gældende kvindeideal: filmstjerner som Brigitte Bardot og Elizabeth Taylor i 1950'erne, præsidentfruen Jacqueline Kennedy og fotomodellen Twiggy i 1960'erne samt figurer fra tv-serierne Dallas og Dollars fra 1980'erne.

Barbiedukken blev et tidligt eksempel på børns serielle forbrug, hvor en indkøbt forbrugsartikel automatisk udløser behov for flere nye dele. Den oprindelige Barbiedukke fik i 1961 følgeskab af kæresten Ken, 1963 af veninden Midge og 1963-64 af dennes kæreste Allan. Derefter kom lillesøster Skipper og dennes veninde Skooter samt en kæreste/lillebrordukke Ricky.

I 1980'erne blev Barbie atter designet efter tidens tendenser og solgt suppleret af eget rock-band med kor af farvede sangerinder, makeup-sortiment osv. Desuden opfylder videoer, kassettebånd og Barbieblade alt, hvad småpiger måtte begære.

I 1990'erne blev Barbies image designet i samarbejde med det italienske konfektionsfirma Benetton.

Se også dukke.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig