Dukke.

.

Dukker, menneskefigurer i miniaturestørrelse, fortrinsvis brugt som legetøj.

Dukker kendes fra alle kulturer og har ofte haft rituel betydning som fx ved voodoo. Fra nordamerikanske indianere kendes kachina-dukkerne, som personificerer kachina-ånder og overrækkes børnene. I Japan besøger piger ved en festival i marts hinandens samlinger af dukker, der forestiller kejserhoffet; ved drengenes fest i maj fremvises krigerdukker.

Europa

Barbiedukke.

.

Kun få af de bevarede små figurer fra egyptisk, græsk og romersk oldtid kan med nogen sikkerhed bestemmes som børnelegetøj. I 1400-t. nævnes og afbildes dukkemagere i Nürnberg, og fra 1500-t. kendes flere tyske illustrationer af små piger med deres dukke. I Sonneberg tilvirkedes fra 1600-t. drejede trædukker, og i Nürnberg var der i 1700 seks dukkemestre. Også i Paris fremstilledes dukker i 1600-t., både legedukker, bestilt af Europas hoffer og adelsfamilier til børnene, og modedukker, dvs. store påklædte dukker, som blev sendt rundt for at vise fornemme damer den nyeste mode (se Pandora).

Hjemmelavede kludedukker syet af stofrester er et tidløst fænomen. De ældste købedukker var af træ og solgtes uden tøj, men i begyndelsen af 1800-t. fik dukkerne tøj på, og der indførtes nye formbare materialer, så hoveder og arme kunne fremstilles i serier og mere naturtro. I Sonneberg blev hovederne presset i papmaché og kroppene syet i shirting og udstoppet. Ca. 1830 blev porcelænshoveder almindelige; hertil syedes kroppe af skind. Den blanke, glaserede porcelæn blev fra 1860'erne afløst af uglaseret biskuit. Frisurerne var kunstfærdigt modellerede, eller dukkerne havde påsatte parykker af rigtigt hår. De indsatte øjne var af glas, og fra ca. 1880 kunne dukker også lukke øjnene. 1860-80 var dukker med vokshoveder meget efterspurgte; men de var kostbare og blev fortrængt af porcelænsdukkerne. Ca. 1880 kom leddedukken med krop af papmaché, hvortil hoved og lemmer fastholdtes med indvendig elastik. I 1890'erne fremstilledes de første dukker af celluloid, og siden midten af 1900-t. har vinyl og plast været de fremherskende materialer til legedukker.

Fra midten af 1800-t. steg efterspørgslen på dukker; gamle dukketyper moderniseredes, og nye kom frem. De første børnedukker vistes på Verdensudstillingen i London 1851, men de fleste dukker forestillede stadig voksne, velklædte damer. Særlig elegante, med tøj efter nyeste franske mode, var pariserdukkerne, der havde deres storhedstid ca. 1865-85. I denne tid opfandtes også de første mekaniske dukker. De kunne gå, cykle, danse, sige mamma eller synge. I slutningen af 1800-t. forestillede mange dukker piger i tolvårsalderen, men flere og flere blev fremstillet som mindre børn, både drenge og piger, og kort efter 1900 kom de første babydukker. Babydukkerne blev de første karakterdukker, dvs. dukker, som gengiver naturlige børnetyper med individuelle træk, modelleret efter levende børn. Voksendukkerne forsvandt og kom først igen i 1950'erne med Barbiedukken. Midt i 1960'erne kom Action Man-figurerne, en serie militærdukker for drenge, som hermed brød pigernes eneret gennem generationer på legedukken.

Gamle dukker kan ses på kulturhistoriske museer, men de største samlinger findes hos private dukkesamlere, som især interesserer sig for de finere dukker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig