Cirkusbygningen i København.

.

Cirkusbygningen, i København er opført 1885-86 efter tegning af arkitekt H.V. Brinkopff (1823-1900). Den udvendige væddeløbsfrise er udført af billedhuggeren Frederik Hammeleff (1847-1916). Indvendig var der akrobatbilleder på loftet og en frise med antikke væddeløbskørsler på væggene. Bygningen kunne rumme 1800 tilskuere og havde stalde til over 100 heste. Fra oktober til april, hvor der af hensyn til teatrene ikke måtte spilles cirkusforestillinger, blev lokalet omdannet til Nordens største varieté, Cirkus Varieté.

Cirkusbygningen brændte i 1914, men blev genopbygget på de bevarede ydermure med en kuppel af jernbeton. 1916-69 spillede Cirkus Schumann næsten hvert år i bygningen, og fra september 1917 erstattede kæmpebiografen World Cinema det urentable Cirkus Varieté. Som cirkus om sommeren og biograf resten af året fungerede Cirkusbygningen i over 60 år. 1970-90 spillede Cirkus Benneweis i bygningen, der i 1974 blev købt af Københavns Kommune. I 1978 og 1979 vistes balletter uden for cirkussæsonen, og i 1983 lod kommunen Cirkusbygningen restaurere i samarbejde med Tivoli.

Ved restaureringen blev den særlige cirkusatmosfære i den store kuppelsal, de buede gange og den festlige foyer meget vellykket fremhævet af arkitekten Verner Pantons enestående farvevalg på gulve, vægge og stole.

I de følgende 20 år dannede Cirkusbygningen ramme om store kulturbegivenheder som musicalen Hair, balletten Dødens Triumf og Melodi Grand Prix m.v. Kendte navne som Victor Borge, Shirley Bassey, Miles Davis, Dexter Gordon og mange flere har optrådt under kuppelen.

I 2003 rykkede det Svenske Wallmans Nöjen ind i Cirkusbygningen med deres, bl.a. fra Stockholm, kendte Dinner Show. Det nødvendiggjorde en betydelig ombygning, som blev gennemført med nænsom respekt for Verner Pantons farverige dekorationer. I tilskuerrummet blev alle stolerækker taget ud, og der blev opbygget terrasser til bordopstillinger, og de gamle stalde blev ombygget til køkken og selskabslokaler.

Lejlighedsvis anvendes Cirkusbygningen også til arrangementer for foreninger og til tv-transmitterede prisoverrækkelser. Bl.a. har tidligere præsident Clinton holdt foredrag for erhvervsledere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig