Faktaboks

Paul Morphy
Født
1837
Død
1884

Paul Morphy, 1837-1884, amerikansk skakspiller. Efter en opsigtsvækkende karriere i sit hjemland drog Morphy i 1858 til Europa, hvor han besejrede tidens førende spillere. Året efter vendte han tilbage til USA og virkede en kort tid som skakskribent, inden han brat lagde skakken på hylden for uden held at forsøge at etablere sig som sagfører.

Morphys partier blev oplevet som en revolution i datidens skakverden, og de har med en ubændig fantasi og angrebslyst bevaret deres position i skakhistorien. Morphy forstod betydningen af aktivt spil og en hurtig officersudvikling og førte en skakbrættets lynkrig mod sine modstandere, hvis beskedne kvalitet dog gør det vanskeligt at vurdere hans reelle styrke. Til trods for en international karriere på blot tre år står Morphy fortsat som en af spillets mest fascinerende figurer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig