Skibsøl er en overgæret, alkoholsvag, mørk dansk øltype. Den har en relativt kraftig humlesmag og bliver som de tidligste danske øltyper brygget på røgmalt. Skibsøl lugter og smager derfor kraftigt af røg.

Skibsøl har fået sit navn, fordi det oprindelig var proviant i den danske flåde og som sådan bl.a. produceredes på Kongens Bryghus. Bryggeriet Wibroe i Helsingør bryggede skibsøl til handelsflåden. Fenoler i røgmalten beskyttede skibsøl mod oxidation og mikrobiologisk fordærv under flådens sejladser og handelsskibenes langfart i troperne.

Produktionen af skibsøl på danske bryggerier blev indstillet i slutningen af 1980'erne, men blev i 1994 genoptaget på det fynske Bryggeriet Refsvindinge som en undergæret hvidtølstype med en alkoholstyrke på 2,4 vol.%. Bryggeriet Refsvindige blev i 2022 tildelt Gastronomisk Akademis Hædersdiplom for for at have genoptaget brygning af dette traditionsrige produkt, som ellers risikerede at forsvinde og blive glemt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig