Det lejedes værdi, lejeretligt begreb, som anvendes ved vurderingen af, om den gældende leje i et beboelses- eller erhvervslejemål skal forhøjes eller nedsættes. Ved lejefastsættelsen skal der sammenlignes med den leje, der gælder for tilsvarende lejemål i området eller kvarteret. Ved indgåelse af boliglejemål må lejen ikke overstige den omkostningsbestemte leje, medmindre lejemålet er gennemgribende forbedret, fx i form af nyt køkken eller bad. Ved indgåelse af erhvervslejemål er lejefastsættelsen fri, men lejen kan efter fire år nedsættes eller forhøjes efter princippet om det lejedes værdi. Se også husleje.