Boligens tekstiler er tekstiler, anvendes til seng, bord og boligens øvrige møbler samt på vægge, omkring vinduer og på gulve. Tekstiler har forandret sig i takt med økonomi, boligens rumopdeling, skiftende stilarter og levevis.

De er blevet fremstillet i hjemmene som husflid, hos lokale landsby- og købstadsvævere, i tekstilmanufakturer og senere maskinelt på fabrikker. I Danmark har import fundet sted siden oldtiden. Overgangen til brug af fabriksfremstillede varer er sket glidende siden midten af 1800-tallet.

Sengetøj og sengelinned er ændret i takt med sengens skiftende rolle i boligindretningen, blandt andet afhængigt af, om den var indbygget eller fritstående. Madrassen har været kendt siden slutningen af 1700-tallet, men indtil begyndelsen af 1900-tallet var hø, halm og lyng almindeligt som underlag.

Sengetøjet bestod oprindelig af to tæpper, et til at ligge på og et til at tage over sig; senere kom underdyne, overdyne og hovedpude, dvs. vår, vævet af hør, blår eller uld (siden midten af 1800-tallet også bomuld), der blev stoppet med et fyldmateriale; vårene blev ligesom dynerne betegnet bolstre eller olmerdug.

I årene efter 1. Verdenskrig begyndte fremstillingen af lette, tynde vår af bomuld eller rayon. Efter 2. Verdenskrig har kemofibre i stigende grad været anvendt som fyldmateriale, og underdynen er erstattet af rullemadrassen.

Sengelinned bestod tidligt af under- og overlagen samt pudebetræk. De ældste lagner var af læder eller uld; omkring 1950 var uldne lagner endnu ikke gået helt af brug. Dynebetræk har været kendt siden 1600-tallet, men afløste først sent overlagnet.

Sengelinned blev i ældre tid fremstillet af udsøgte materialer prydet med broderier og kniplinger, hvilket viser, at sengen tjente som både sove- og parademøbel. Det samme viser sengehimmel, -omhæng og paradepuder, kaldet trækkepuder, der var i anvendelse hos konge og adel allerede i middelalderen og blev mode hos overklassen i 1600- og 1700-tallet.

Bondebefolkningen anvendte dem indtil ca. 1850, da separate soveværelser blev almindelige på landet. Sengelinned var hvidt, indtil vareknaphed i årene omkring 2. Verdenskrig bevirkede, at sengelinned af dårlig kvalitet, camoufleret af påtrykte kulørte mønstre, blev taget i anvendelse. Siden 1960'erne har kulørt, mønstertrykt, strygefrit sengelinned været almindeligt.

Dækketøj. Dugen omtales i Norden i middelalderen, og både damask- og drejlsvævede duge og servietter nævnes fra 1600-tallet i opgørelser over boer (skifter) efter borgere og velstillede bønder. Men hvor udbredt brugen af dækketøj eller bordlinned har været i ældre tid, vides ikke.

Den ældste damaskvævede dug, der er bevaret i Danmark, er fra 1598. Den er vævet i Nederlandene, som i 1500- og 1600-tallet var førende på området og forsynede blandt andet fornemme danske familier med dækketøj.

Finere dækketøj blev i 1700-tallet tillige importeret fra Tyskland. Efter 1770 kom en konkurrencedygtig dansk fremstilling i gang; den er i anden halvdel af 1900-tallet næsten blevet udkonkurreret af prisbillige indiske varer.

Håndklædet regnedes for dækketøj, indtil det i løbet af 1700-tallet gik af brug at vaske hænder ved bordet. Derved mistede det sammenhængen med dækketøjet og blev forvist til soveværelset. Prydet med indfældede mellemværk og uanvendeligt til at tørre hænder i blev det pyntestykke på håndklædestativet og skjulte de håndklæder, man tørrede sig i, en funktion, der varede indtil omkring 2. Verdenskrig, da stadig flere boliger fik toilet og bad.

Indtil slutningen af 1800-tallet prydede det desuden landbefolkningens stue ved festlige lejligheder, ophængt på sengens omhæng, på dørkarmen eller over en stang ved bilæggerovnen. Til fremstilling af dækketøj anvendtes silke, hør, blår og efter 1800 også bomuld.

Af praktiske årsager gik det hvide dækketøj mere og mere af brug efter 1950. I stedet anvendtes kulørte duge eller dækkeservietter af bomuld og mundservietter af papir.

Væg-, bord- og sengetæpper. Mønstervævede eller ensfarvede broderede tæpper er blevet brugt i alle samfundslag til ind i 1900-tallet; på bord og seng til pynt, på vægge tillige for at isolere. Hos konge og adel var pragttæpper, rigt broderede eller gobelinvævede i uld og silke, i brug fra 1500-tallet og findes i et vist omfang bevaret fra de efterfølgende to århundreder; de ældste er af hollandsk oprindelse. Pynteduge kom i begyndelsen af 1800-tallet på mode og blev lagt på næsten ethvert møbel, endog på bordtæppet.

Gobeliner, silke- og fløjlsstoffer dækkede væggene i de øverste samfundslag, indtil papirtapet blev almindeligt i begyndelsen af 1800-tallet. Især gobeliner fremstillet i serier var eftertragtede i 1500- og 1600-tallet.

I 1700-tallet indrettedes boligen med mindre rum, der havde lave brystpaneler og indrammede vægfelter, og bemalede lærreder, udspændt i felterne, blev efterspurgt blandt borgerskabet og velstående bønder. I 1900-tallet blev billedtæpper atter eftertragtet, men fortrinsvis til ophængning i offentligt regi.

Gulvtæpper. Orientalske gulvtæpper var kendt i Europa allerede i middelalderen. I Danmark blev de anvendt i 1500-tallet, men i meget begrænset omfang; først i 1600-tallet begyndte tæpper på gulvet at blive mode i de øverste sociale lag. En fremstilling af enklere, mønstrede gulvtæpper iværksattes i Frankrig, Belgien og England omkring 1750.

Efter 1800 blev tæpper, der dækkede hele gulvet, almindelige i borgerlige hjem, hvilket i høj grad skyldtes opfindelsen af jacquardmaskinen og den automatiske tæppevæv, som billiggjorde fremstillingen. En dansk tæppefremstilling kom i gang i begyndelsen af 1900-tallet. Gulvtæpper blev først almindelige i mindre velhavende hjem et stykke ind i 1900-tallet.

Gardiner var endnu i midten af 1700-tallet sjældne i borgerlige hjem, og på landet blev de først almindelige i løbet af 1800-tallet. Lyse, lette sommergardiner og mørke, tunge vintergardiner med undergardiner af blondestof blev anvendt af borgerskabet fra ca. 1850 og snart efter i andre samfundslag. Indtil 1950'erne var det i mange hjem ikke ualmindeligt at veksle mellem sommer- og vintergardiner.

Polstring. Siddemøbler havde oprindelig ikke fast polstring, men løse hynder eller bænkedyner. De fandtes i varierende antal og materialer i alle samfundslag og blev også lagt på agestolen. Først da møbler som sofaen, kanapéen og chaiselongen kom på mode i første halvdel af 1700-tallet, begyndte man at anvende fast polstring. Sofaen havde dog fortsat løse hynder og pøller med betræk som møblets polstringsstof.

Blandt bønder og almue blev løse hynder benyttet indtil slutningen af 1800-tallet; de fik en renæssance efter 1950, da upolstrede siddemøbler igen kom på mode.

I slutningen af 1800-tallet kulminerede brugen af tekstiler i boligen og omfattede nu også tunge portierer ved dørene, stores, rullegardiner, divantæpper, klunker, bordløbere, sofapuder og draperede lampeskærme.

Funktionalismens fremkomst i begyndelsen af 1930'erne og dens idéer om en sundere og mere hensigtsmæssig bolig brød med brugen af boligens mange overflødige tekstiler. Sammen med kvinders stigende udearbejde blev sådanne idéer årsag til, at disse tekstiler stort set er gået af brug i løbet af 1900-tallet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig