Possement. Portiere af vinrød uldsatin, kantet med uldne klunker og draperet med en møbelsnor af uld og silke. Snoren ender i en stor kvast af uld, der foroven har en indlagt træperle, overspundet og broderet med silke. Portieren stammer fra 1890.
klunkestil, periode inden for historicismen (ca. 1880-1900); den har fået navn efter de klunker (små kugler af radiært stillede uldtråde), også kaldet pomponer, der anvendtes som kantning på gardiner, portierer, møbler, borde m.m., ofte sammen med en frynse og sirligt udførte borter og kvaster.
De blev fremstillet af possementmageren og dominerede tidens interiører, ligesom tekstilerne gjorde det; boligen skulle symbolisere "den lune rede" og således understrege hjemmets sociale og kulturelle betydning.
Indretning og udsmykning var præget af følelser og symbolik, og de enkelte rum havde karakter efter beboeren; et herreværelse skulle virke mørkt og dystert, præget af alvorligt arbejde, mens ungpigeværelser skulle være lyse og lette. Fruens kabinet og salonen var ofte i rokokostil.
Møblernes træværk kunne være rigt udskåret eller med påsatte dekorationer; hertil kom nye møbeltyper som overpolstrede stole og sofaer.
Se også boligens tekstiler.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki