bestik

Kniven var kendt fra både kamp og fred og betragtes som det ældste spiseredskab. Den var en fast bestanddel af især mandens traditionelle udstyr og blev medbragt i bæltet eller i særlig udformning og tilhørende etui.

Som bordkniv, endnu spidsbladet, ses den i Europa i 1400-tallet og 1500-tallet, og bladet blev først afrundet, da kniv og gaffel blev fast par i 1600-tallet og 1700-tallet. Indtil da er den spidse kniv både skære-, stikke- og spidderedskab og dermed også et lettilgængeligt våben. Af samme grund blev der i Ludvig 14.s tid udstedt forbud mod borde dækket med spidse knive.

Skeen kan føres tilbage til stenalderen, først som øse, siden med skaft. De tidligste formers skeblad, laffet, var rundt. Med barokken ændres laffet i løbet af 1600-tallet til den ovale form, vi kender i dag.

Uden for elitære kredse var træskeer og hornskeer almindelige indtil begyndelsen af 1900-tallet, og de var den eneste personlige genstand ved bondens bord om det fælles grødfad. Herefter udkonkurrerede metallet de gamle og traditionelle materialer og dermed forarbejdningen af træ- og hornskeer, som var en udbredt husflid og hjemmeindustri i det førindustrielle bondesamfund.

Gaflen som spiseredskab kendes i Europa ikke før renæssancen i 1400-tallet. Siden antikken havde man anvendt gaffelformen til redskaber, men som lille og forfinet hjælpemiddel ved måltidet omtales gaflen formentlig først omkring år 1000, hvor en byzantinsk prinsesse på besøg i Venedig medførte et sådant miniatureredskab til spisebrug. Man havde i hendes hjemland anvendt dette redskab ved det byzantinske hof gennem et par århundreder.

Men det er først i 1600-tallet, at den europæiske overklasse, først i Italien, siden i Frankrig, tager gaflen permanent i brug ved middagsbordet. Muligvis var den daværende mode med store pibekraver, hvor det var svært at nå munden med fingrene uden at plette, medvirkende til, at gaflen blev populær og indgik i bordetiketten, først to- og tregrenet og fra 1800-tallet i den firgrenede form.

• borddækning