Rødgrød lavet på ribs og jordbær. Serveres gerne med fløde på.

.

Rødgrød med fløde er en klassisk dansk sommerdessert, hvortil der serveres kold fløde eller mælk. Grøden består af røde bær fx jordbær, hindbær, ribs og kirsebær. Bærrene skylles og renses, og de får et kort opkog i vand, hvortil der kan tilsættes sukker. Grøden jævnes, fx med kartoffelmel, smages til og afkøles.

Rødgrød i de tidlige kogebøger

Opskrifter på rødgrød findes i de tidligste kogebøger. I 1600-tallet blev den dog tilberedt uden bær, og hovedingrediensen var rødvin – deraf navnet. De øvrige ingredienser var rismel, sukker, kardemomme, kanel, sukat, mandler og citron. Alene ud fra listen over de eksklusive ingredienser er det tydeligt, at rødgrød var noget, der blev serveret for landets elite.

Rødgrød med bær

I takt med at støbejernskomfuret blev almindeligt i de danske køkkener, og det billige roesukker kom i handlen fra sidste halvdel af 1800-tallet, blev rødvinen erstattet af røde bær. Især kirsebær blev den gennemgående ingrediens; såvel friske som tørrede bær blev brugt i forbindelse med serveringen af datidens rødgrød.

Rødgrød var en fin servering

Rødgrød med kirsebær var en fin servering, som hørte til landbosamfundets gilder. Især til bryllupsfester blev rødgrøden serveret i store stegefade. Grøden blev portionsanrettet i tallerkner og anrettet med fløde, inden tallerknerne blev omdelt til gæsterne.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Bettina Buhl; Historien om danskernes mad i 15.000 år – med udvalgte opskrifter fra gamle danske kogebøger. Fødevareministeriet og Dansk Landbrugsmuseum (Det grønne Museum). 2010.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig