Energidrik, drik, hvis væsentligste ingrediens er et moderat indhold af kulhydrat, fx i form af maltodekstrin (delvis nedbrudte kæder af stivelse), sukrose og/eller fruktose.

Ved længerevarende træning kan en energidrik være bedre end vand, da indtagelse af kulhydrat øger udholdenheden, idet der kan spares på kroppens egne kulhydratdepoter. En ideel energidrik indeholder desuden natrium, da indtagelse af natrium erstatter den natrium, der udskilles med sveden.

Energidrikke fremstilles specielt med henblik på træningsformål, men kan også være fx cola eller juice fortyndet med vand; disse indeholder dog ikke natrium.

I slutningen af 1900-t. begyndte der at komme stærkt koffeinholdige energidrikke på markedet fra fabrikanter som Red Bull og Cult. De koffeinholdige energidrikke var forbudt i en periode i Danmark indtil oktober 2009, hvor Fødevarestyrelsen flyttede maksimumgrænsen for koffeinindhold fra 150 milligram koffein til 320 milligram pr. liter. Energidrik er blevet meget populære blandt teenagere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig