Måltid. En middagsinvitation fra Johan Ludvig Heiberg til H.C. Andersen, august 1838: Maa vi have den Fornøielse at see Dem hos os imorgen (Fredag) Middag Kl. 4. Sv. udb. Deres J.L. Heiberg. Foran adressatens navn, Hr. H.C. Andersen, står S.T., en gammel latinsk brevtitulatur, der står for salvo titulo 'med forbehold ang. titel', dvs. med udeladelse af titler.
Morgenmåltid.
Måltid er indtagelse af føde på regelmæssige tidspunkter af døgnet, normalt i fællesskab med andre. Indhold og faste tidspunkter på dagen har varieret regionalt og socialt, ligesom forandringer i samfundslivet gennem historien har påvirket indhold, tidspunkter og antal daglige måltider.
Fra tidlig middelalder, måske tidligere, var det i Norden almindeligt at spise to daglige hovedmåltider, dvs. varm mad med flere retter, et om formiddagen og et ved aftenstid. Dertil kom sikkert et let morgenmåltid og et eller flere mellemmåltider.
Davre (gammeldansk dagorth, af dag og -warth 'måltid') og nadver (gammeldansk natwarth, af nat i betydningen 'aften' og -warth 'måltid') er de gamle betegnelser for de to hovedmåltider. De bruges i dansk tradition om hhv. morgen- og aftensmåltidet, mens den gamle betegnelse for det middagsmåltid, der efterhånden blev dagens vigtigste, er unnen eller onnen, der oprindelig betød mellemmåltid.
Der er mange vanskeligheder forbundet med at danne sig et historisk overblik over danske måltidsskikke, som viser store variationer i tid og rum; en nærmere udforskning heraf er endnu ikke foretaget. Det landlige liv var i årtusinder bestemt af naturens døgnrytme, dvs. af den optimale udnyttelse af dagslyset; mht. måltidernes daglige tidspunkter var der stor forskel på vinter og sommer.
Til ind i 1900-tallet klaredes mellemmåltider under markarbejdet ofte vha. medbragt lejle (en trommeformet træbeholder til vand eller øl) og tejne (et madskrin af træ). Køddage vekslede mange steder med fiskedage, i Norden en skik fra den katolske tid, som i lighed med grøddage levede videre mange steder længe efter Reformationen.
I Danmark begyndte bykulturen at gøre sig stærkere gældende i samfundet fra 1500-tallet. Livet inden for købstædernes porte var ikke i samme grad som landlivet afhængigt af døgnets lyse timer. Helt frem til 1900-tallet har det været et etableret mønster, at dagens måltider indtages lidt senere i byerne end på landet (og i byernes højeste sociale lag lidt senere end i de øvrige).
Ordet frokost kom fra middelnedertysk vrokost 'tidlig kost' ind i dansk sprog i 1500-tallet som betegnelse for morgenmåltidet og overgik i løbet af 1800-tallet til at blive navn for et mellemmåltid inden middag ("anden frokost"), for endelig i 1900-tallet at blive navn for måltidet midt på dagen. Tilsvarende blev ordet middagsmad lige så ulogisk med tiden anvendt om aftensmåltidet.
Der er dog den logik i fænomenet, at frokosten efterhånden kom til at bestå af smørrebrød (kold mad, "tør mad" e.l.), mens navnet middagsmad blev bibeholdt om den varme mad, også hvor denne serveredes om aftenen, hvilket især var tilfældet i byerne. Forandringer i mange samfundsgruppers daglige arbejde ligger til grund herfor, i Danmark tydeligt i behovet for at spise sin frokost på arbejdspladsen frem for at gå hjem til den varme mad midt på dagen, som bonden gjorde, og som også borgeren og skolebarnet i byen i vidt omfang kunne gøre det.
Med industrialiseringen og den gradvise erstatning af kost som del af lønnen med ren pengeløn vandt arbejdernes madpakke indpas, mere udtalt i Danmark end i Europas øvrige lande, muligvis fordi smørrebrød egner sig godt til formålet.
I byerne kunne endnu i 1800-tallet et tidligt tidspunkt for aftensmåltidet være i brug, endda om sommeren og blandt toneangivende dele af borgerskabet. Det ses fx af Johan Ludvig Heibergs middagsinvitation til H.C. Andersen fra 1838, hvor tidspunktet angives til kl. 16.
I 1500-tallet var det såvel på land som i by skik, at husstanden indtog hovedmåltiderne i den daglige opholdsstue samlet omkring et langbord med fast bænk langs vinduesvæggen og for bordenden, hvor husherren sad. Der herskede en fast bordordning, hvori også tyendet og de andre ansatte på kost indgik. På landet fastholdtes denne måltidsskik til langt op i 1800-tallet; dog blev tyendet på de større gårde henvist til en særlig folkestue.
Den separate spisestue med bord og stole midt på gulvet hører hjemme i 1800-tallets borgerlige miljø, men fastholdtes, indtil det i sidste del af 1900-tallet blev mere almindeligt at spise i hjemmets køkken. Det har medført ændringer af køkkenets størrelse og indretning fra 1920'ernes små, spartansk indrettede arbejdsrum til det moderne spisekøkken eller køkken/alrum. Til hver spisende dækkes en kuvert med de redskaber, som siden ca. 1700 har været i gængs brug: runde tallerkener af porcelæn eller keramik, serviet, drikkeglas, ske, kniv og gaffel (se bestik og borddækning).
Indprentning af bordskik har gennem kulturhistorien været en del af børns opdragelse, bl.a. med det formål at lære at respektere andre menneskers behov og værdien af fælles vaner. En formuleret bevidsthed herom kan følges tilbage i hvert fald til renæssancen, hvor fx Erasmus af Rotterdam gør sig tanker herom i De civilitate morum puerilium (1530, Om kultivering af børns opførsel) og i sine Colloquia (1518, Samtaler) leverer flere levende beskrivelser af samtidens europæiske bordskik i forskellige stænder.
Overalt i samfundet har det til hen imod 1900, længst på landet, været en selvfølgelig skik at bede bordbøn forud for måltidet og takke Gud for det daglige brød. I tider med materiel velstand fortoner en sådan skik sig, og den lever i dag stort set kun videre i mere snævre, religiøse kredse. Til almindelig bordskik hører i nutiden imidlertid stadig at takke værten for maden og de gamle skikke at skåle og at hilse "velbekomme" under og efter et måltid.
Siden slutningen af 1800-tallet har bybefolkningen og dermed efterhånden flertallet af danskere spist tre måltider daglig med aftensmåltidet som det kraftigste. Det er tillige det eneste, der i den erhvervsaktive del af befolkningen nogenlunde fast finder sted i hjemmet.
Forholdene er ved årtusindskiftet generelt præget af den ændrede familiestruktur (se familie), hvor langt de fleste kvinder i den erhvervsaktive alder er udearbejdende.
Morgenmåltidet bestemmes ofte og især i børnefamilier af, at det skal gå hurtigt. Mange af bestanddelene kræver kun lidt eller ingen tilberedning: frugtsaft, surmælksprodukter, tørre cerealier med mælk, skiveskåret franskbrød, kaffe eller te. Familiemedlemmerne kan gå til og fra bordet, efterhånden som det passer, og de spiser forskelligt.
Frokost spises oftest uden for hjemmet. Flertallet holder endnu fast ved den medbragte madpakke, men udbygningen af kantiner og frokoststuer vinder efterhånden frem på mange danske arbejdspladser. Alle større byers forretninger med fastfood bidrager yderligere til individualiseringen af måltidet midt på dagen.
Aftensmåltidet, dvs. middagsmaden, forsøges i de fleste familier fastholdt som et fælles måltid med varm mad tilberedt hjemme. I modsætning til tidligere i 1900-tallet består det normalt kun af en enkelt ret. Udvalget er dog også her præget af behovet for en kort tilberedningstid. Man går til og fra bordet samtidig, og alle spiser den samme mad.
Hverdag
Weekend
1. den høje placering kan skyldes en stor andel af unge/enlige blandt de adspurgte, travlhed eller besvær med at samle familien om et måltid.
Data er indsamlet blandt 2339 repræsentativt udvalgte danskere mellem 18 og 74 år.
Kilde: Madindeks 2015 fra Madkulturen, en selvejende organisation under Miljø- og Fødevareministeriet.
Ernæringsvidenskabelige anbefalinger og en stigende økologisk bevidsthed sætter i 1900-t.'s sidste årtier sit præg på måltidets bestanddele i form af fx mindre fedt og flere grøntsager (se ernæring og økologi).
I 1900-t.'s anden halvdel har udsalg fra fast food-branchen, fx burgerbarer, kinesergriller og pizzeriaer, i byer overalt i Danmark givet den traditionelle pølsevogn konkurrence.
Endnu spiller egentlige færdigretter ikke nogen dominerende rolle undtagen måske i mange ældre menneskers og navnlig enliges hverdag. I mange familier kompenseres middagsmadens reducerede betydning i det daglige i nogen grad derved, at man i weekenderne søger at gøre mere ud af måltidet og af samværet herom.
At der latent hos mange findes et ønske om det ideelle, veltilberedte måltid, der kan nydes i ro og mag, afspejler sig i, at mange finder det tidsmæssigt og økonomisk overkommeligt af og til at spise en flerretters menu på restaurant.
Et festligt måltid er hyppigt det vigtigste element ved fester og andre selskabelige sammenkomster, uanset hvor formelt eller formløst man omgås (se fest). Fælles for fester ved såvel det kongelige taffel som den spontant arrangerede have- eller beboerfest er, at mad og drikke er en uundværlig del.
Det samme gælder ved festligholdelsen af årets højtider: jul (se julemad), nytår, fastelavn, påske, pinse osv.; ved disse højtider er der visse faste traditioner for, hvad der serveres ved måltiderne. Også ved familiens fester, fx barnedåb (se barselsskikke), konfirmation, bryllup, begravelse, fødselsdag, runde bryllupsdage osv., er fællesspisningen et udtryk for tillidsforhold og venskab mellem festens midtpunkt og de indbudte gæster.
De uskrevne regler ved sådanne lejligheder drejer sig i mindre grad om måltidets sammensætning, snarere om fastholdelse af etablerede ritualer og traditioner, fx påklædning, bordplan, skåltaler, festsange (se lejlighedsdigtning) osv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.