Sød finsk lakrids.

.

Lakrids, produkt fremstillet af rodudløberne fra lakridsplanten Glycyrrhiza glabra; anvendes i konfekture, som smagsstof i drikkevarer, skrå og medicin samt i hostemedicin. Roden smager sødt, hvilket skyldes indholdet af 5-7% glycyrrhizin, et saponinlignende stof. Lakridsplanten dyrkes især i Rusland, Iran, Spanien og Indien. Rødderne er modne til at blive høstet efter 3-4 år. De tørrede, pressede rødder knuses og udkoges i vand, hvorefter saften koges ind til rålakrids, som siden forarbejdes.

Faktaboks

Etymologi
Ordet lakrids kommer af middellatin liquiritia, omdannet efter liquor 'væske', af græsk glykyrrhiza 'lakridsrod', egl. 'sødrod', af glykys 'sød' og rhiza 'rod'.

Inden for konfekture skelner man mellem blød lakrids og hård (støbt) lakrids. Forskellen er dels ingredienserne, dels fremstillingsmåden. Den hårde lakrids kan indeholde 50% gummi arabicum, 35% sukker, 10% glukose, 5% rålakrids samt smagsstoffer. Den støbes i forme og anvendes til bl.a. pastiller. Den bløde lakrids kan bestå af 30% hvedemel, 45% sirup, 20% sukker, 5% rålakrids samt smagsstoffer. Den udtrækkes på særlige maskiner og benyttes til fx lakridsbånd og lakridskonfekt.

Hos særlig følsomme personer kan indtagelse af større mængder lakrids medføre en betydelig grad af blodtryksforhøjelse. Se også slik.

Historie

Lakrids. Eksempel på halspastiller.

.

Lakrids blev anvendt i Kina for ca. 5000 år siden, og der er fundet lakrids i Tutankhamons grav i Egypten (ca. 1350 f.Kr.). De gamle grækere kendte til lakridsens nyttige egenskaber mod astma, tør hoste og brystsmerter. Lakridsrod var desuden kendt for at modvirke tørst.

Også i Danmark blev lakrids oprindelig anvendt som medicin, og derfor kunne lakridsrod og lakridsholdige produkter kun købes på apotekerne. Den rå lakridsrod blev populær som slik i slutningen af 1800-t. omtrent samtidig med engelsk lakrids (renset lakrids tilsat gummi arabicum), der blev solgt i hårde, blanke stænger, som apotekeren huggede stykker af. Den var slimløsende og blev først og fremmest brugt mod hoste og dårlig hals. Senere kom tynde stænger i små papæsker, som solgtes på apoteket; det var på grænsen til at blive slik, som man kun spiste for fornøjelsens skyld.

Fra slutningen af 1800-t. blev der importeret lakridsslik fra England og Tyskland. Fremstilling af lakrids som slik begyndte i Danmark for alvor i 1920'erne, og produktionen tog rigtig fart i 1930'erne og efter 2. Verdenskrig.

Lakridsslik

Lakridsslik er slik, der indeholder ca. 5% rålakrids tilsat bl.a. sukker og gummi arabicum (hård lakrids, fx halspastiller) eller sukker, hvedemel og sirup (blød lakrids, fx til lakridskonfekt).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig