Økomælk, mælk produceret i økologisk landbrug. I den delvise omlægning af dansk landbrug fra traditionel til økologisk drift, der foregik i 1990'erne, var mælkeproduktionen typisk drivkraften. I 1987 var der således otte økologiske landbrug, der tilsammen indvejede 4 mio. kg mælk til mejerierne, mens 672 landbrug i 1999 indvejede 265 mio. kg svarende til næsten 7 % af mælkeproduktionen. I 2013 var tallene 482 mio. kg og ca. 10 % af mælkeproduktionen.

Omlægningen var præget af store regionale forskelle; i Sønderjyllands Amt var således 17 % af mælken økologisk i 1999, mens økologisk mælk stort set ikke blev produceret på Fyn.

Økologisk mælk afsættes især som konsummælk, hvor markedsandelen i 2013 var 29 %, både gennem rent økologiske mejerier som Thise Mejeri og som en del af de store mejeriers produktion. Mærket Harmonie blev oprindelig lanceret af flere mejerier i fællesskab og anvendes desuden som eksportmærke. Økologisk mælk markedsføres også som egnsmælk, og på en særlig Ø-dag i foråret lukkes køer på græs efter vinteren ved åbent hus-arrangementer på alle økologiske landbrug. I 2006 kunne det sønderjyske mejeri Naturmælk levere biodynamisk gårdmælk. Se også økologiske fødevarer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig