Faktaboks

Christian D.A. Hansen

Christian Ditlev Ammentorp Hansen

Født
25. februar 1843, Odense
Død
20. juni 1916, København

Christian D.A. Hansen. Foto fra 1879.

.

Christian D.A. Hansen var en dansk apoteker og fabrikant.

Stiftelsen af Chr. Hansen

Chr. D.A. Hansen fremstillede i 1874 fra kalvemaver den første stabile osteløbe (se mejeriteknologi). Dette standardiserede enzympræparat til ostefremstilling, som blev isoleret ved at ændre pH i ekstrakt af kalvemaver før begreberne enzym og pH overhovedet var defineret, blev grundlaget for Chr. Hansens teknisk-kemiske Laboratoriums verdensomspændende virksomhed.

Koncernen fremstiller nu en lang række bioteknologiske produkter og er verdenskendt for bakterielle starterkulturer til mejeriprodukter og andre fermenterede fødevarer. Chr. D.A. Hansen tog også initiativ til fremstilling af smørfarve til ost og margarine baseret på annatto fra smørfarvetræet.

Virksomheden Chr. Hansen fusionerede i begyndelsen af 2024 efter mange års samarbejde med Novozymes under navnet Novonesis under mottoet "Let's better our world with biology".

Farmaceuten Christian D.A. Hansen

Christian D.A. Hansen følte sig først og fremmest som farmaceut. Han igangsatte i 1869 Ny Pharmaceutisk Tidende, var medstifter i 1873 af Fonden til det farmaceutiske Studiums Fremme og fik i 1876 bevilling til at oprette og drive Kroneapoteket i København.

I årene 1892-1895 var han Den Farmaceutiske Læreanstalts første direktør, efter at han havde skænket staten denne institution og for egen regning ladet opføre og indrette den bygning i Stockholmsgade i København, der indtil 1942 rummede, hvad der siden blev til Danmarks Farmaceutiske Højskole og i 2003 til Danmarks Farmaceutiske Universitet. Siden 2012 er denne institution som School of Pharmacy en del af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

Mindehaven Apotekerparken

Chr. D.A. Hansen blev etatsråd og købte i 1882 godset Mullerup ved Gudbjerg på Sydfyn. Nær Gudbjerg Kirke, hvor Chr. D.A. Hansen er begravet sammen med sin hustru, Agnes Mathilde, blev parken Apotekerhaven i 2023 på lokalt initiativ omdannet til en mindepark for Chr. D.A. Hansen. Mindeparken blev indviet den 1. oktober 2023 forud for 150 års jubilæet i 2024 for den globale biotek-virksomhed Chr. Hansen.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig