Jørgen Højmark Jensen har som fødevarespecialist haft afgørende betydning for fødevaresikkerheden i Danmark. Som direktør for Levnedsmiddelkontrollen i København i 1997 påbegyndte han offentliggørelse af resultater af kontrolbesøg i restaurationskøkkener, pizzeriaer og andre fødevarevirksomheder. Dette initiativ, der oprindeligt blev stærkt kritiseret af virksomheder og erhvervsliv, blev inspiration til den senere smiley-ordning, som i dag er blevet uvurderlig for forbrugere og også for fødevarebranchen selv. Jørgen Højmark Jensen er uddannet civilingeniør og specialiserede sig inden for fødevareområdet. I 1975 blev han ansat på KVL, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, hvor han, senere som lektor, underviste i fødevarekonservering og medvirkede til opbygning af undervisningen i human ernæring. 1980-87 var han chef for Levnedsmiddelstyrelsens ernæringsenhed og stod bag den første landsdækkende undersøgelse af, hvad danskerne spiser. Denne undersøgelse ledte til de første officielle næringsstofanbefalinger. Han blev vicedirektør i Levnedsmiddelstyrelsen i 1987 og var 1990-2002 direktør for Levnedsmiddelkontrollen i København. Jørgen Højmark Jensen har ud fra en kritisk holdning til industrialiseret fødevareproduktion præget debatten om fødevarekvalitet og ernæring og har bidraget til moderniseringen og synliggørelsen af den danske fødevarekontrol. Højmark er forfatter til "De har puttet noget i maden – håndbog til den kritiske forbruger" fra 1990. Jørgen Højmark Jensen fratrådte sin ansættelse ved Københavns Kommune i 2002 på grund af utilfredshed med de ressourcer, der var afsat til at beskytte befolkningen mod sygdomme knyttet til fødevarer.