Lars Okholm, 1917-2009, dansk civilingeniør, der som forstander for FDBs centrallaboratorium 1967-84 medvirkede til bedre forbrugeroplysning om levnedsmidlers kvalitet og ernæringsværdi. Okholm blev dr.techn. i 1960 på et biokemisk arbejde om skimmelsvampe og medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber i 1968. Men han blev mere kendt for sit engagerede oplysningsarbejde om sammenhæng mellem kost og sygdom. I bøger som Okholms ABC om ernæring og forurening (1972), Okholms nye ABC (1976) og Ny strategi for et bedre liv (1993) har han givet anvisninger på, hvordan livskvalitet kan forbedres gennem korrekt kostvalg og om nødvendigt kosttilskud.