sødestoffer

Som svagt sødende sødestoffer anvendes sukkeralkoholer, især mannitol, sorbitol og xylitol, hvis sødme svarer nogenlunde til sucroses. De er ikke "kaloriefrie", men hævdes at beskytte tænderne mod caries og anvendes derfor i tyggegummi, pastiller, is, kager og desserter, hvor de også bidrager til konsistensen. Sukkeralkoholer virker afførende og må derfor ikke anvendes i læskedrikke og sodavand.

De stærkt sødende sødestoffer, der ikke eller næsten ikke bidrager med energi, har stigende anvendelse i "light" læskedrikke, sukkerfri sodavand, slik, desserter, kager og marmelade og i sødetabletter til brug i kaffe og te. Saccharin har en sødeevne på 300 gange sucroses. Saccharin har ligesom cyclamat tidligere været mistænkt for at være kræftfremkaldende. Anvendelsen af disse og andre stærkt sødende syntetiske sødestoffer som acesulfamkalium og sucralose er derfor underkastet stærke mængdebegrænsninger, se Positivlisten.

Visse planteproteiner som thaumatin har en sødeevne på op til 3000 gange sucroses sødeevne. Thaumatin anvendes i slik og is. Stoffets ekstremt vedvarende søde smag tillægges bestemte aminosyresekvenser, som det har fælles med andre søde proteiner. Ligeledes baseret på aminosyrer er aspartam, der hyppigt anvendes i læskedrikke og sodavand. Ved anvendelse af aspartam skal det anføres på produktet, at det indeholder en fenylalaninkilde for at advare personer med Føllings sygdom.

Aspartam nedbrydes ved opvarmning og mister sin søde smag og anvendes derfor ikke i bagværk og varmebehandlede desserter. Et af de nyere stærkt sødende stoffer, sucralose, tåler opvarmning og kan derfor anvendes i kager og kiks.