Sauternes, landsby og vindistrikt i den sydlige del af Gravesdistriktet syd for Bordeaux i Frankrig. AOCen omfatter kommunerne Bommes, Fargues, Preignac og Sauternes, men også vine fra Barsac må sælges som Sauternes. Fra 1500 ha fremstilles ca. 4 mio. flasker ædelsød vin af druer angrebet af skimmelsvampen Botrytis cinerea, som kaldes ædel råddenskab. Sémillon er hoveddruen, støttet af sauvignon blanc og lidt muscadelle. I 1855 blev vinene klassificeret med Château d'Yquem i spidsen. De er overvældende velduftende og søde og kan lagres.