Champagne.

.

Champagne, den mest berømte franske vin og den eneste, der ikke behøver at anføre AOC på etiketten. Vinområdet ligger i Champagnedistriktet, og der fremstilles årligt 250 mio. flasker på de ca. 31.000 ha. Tre druer er tilladt i champagne: Den hvide chardonnay, der kan give den delikate blanc de blancs, og de to blå druer pinot noir og pinot meunier, som chardonnay normalt blandes med.

Champagne fremstilles ved champagnemetoden. Store champagnehuse opkøber druer hos små avlere, og efter den første gæring bliver vine fra de forskellige jorder blandet for at give den konstante kvalitet, der kendetegner hvert champagnehus. Herefter tilsættes gær og sukker, vinen tappes på flaske og lukkes med en metalkapsel. Inde i flasken foregår nu en andengæring, der skaber det kulsyretryk, der gør champagne mousserende, samt bundfald. Flaskerne anbringes i særlige reoler, pupitres, og hver dag rystes og drejes de lidt, indtil de står lodret, og bundfaldet ligger nede i kapslen. Flaskehalsen dyppes i en kølevæske, så bundfaldet indkapsles i en isklump og kan fjernes, uden at kulsyren forsvinder. Herefter kan vinen doseres med sukker, inden champagneproppen sættes i.

En champagne skal ligge mindst et år, inden den må komme i handelen, og en årgangschampagne i mindst tre år. Denne eksklusive vin fra topårgange udgør kun 5% af produktionen. Den kan tåle at blive lagret, mens almindelig champagne er drikkeklar, når den sælges.

Betegnelsen champagne bruges fejlagtigt som fællesbetegnelse for mousserende vine, selvom de ikke er fra Champagne, og er således nærmest blevet et begreb.

Læs også om cava, spumante og crémant.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig