Italien - vin

Italien er sammen med Frankrig det vigtigste vinproducerende land i verden. Modsat de fleste vindyrkende lande, hvor produktionen kun finder sted i enkelte egne, har samtlige Italiens 20 geografiske regioner en betydningsfuld vinproduktion. Op mod 1,5 mio. ha vinmarker leverer hvert år 55-60 mio. hl vin.

Vindyrkning har fra før Kristi fødsel spillet en stor rolle i landets historie. Særlig havde Romerriget betydning for udbredelsen af vindyrkning, ikke alene i det nuværende Italien, men også i Vesteuropa. Gennem adskillige århundreder frem til slutningen af 1800-t. var de enkelte vine især et lokalt fænomen, idet kun yderst få italienske vine blev eksporteret. Utidssvarende teknik og mangelfuld ønologisk viden medvirkede til isolationen af Italiens vine.

Introduktionen af vinlove (DOC, DOCG, IGT) og enkeltpersoners indflydelse (fx Ricasoli og Antinori) har medvirket til en udpræget kvalitetsforbedring siden 1960'erne. Samtidig har en langt større åbenhed over for inspiration fra andre vinlande, herunder introduktion af nye druesorter og produktionsmetoder, uomtvisteligt højnet kvaliteten af de bedre vine. Fokusering på forhold som druekloner, mikroklima, temperaturkontrol under gæringen, lagring inden aftapning og større omhu ved aftapning har været vigtige forudsætninger for denne bedring i kvaliteten. Udbredelsen af internationale druer som cabernet sauvignon, merlot og chardonnay samt den udstrakte brug af nye egefade til de fineste vine er mere kontroversiel. På den ene side skabes der vine af høj kvalitet, men på den anden trues Italiens eget særpræg som vinland af denne internationalisering. Stadig er langt den største del af vinproduktionen dog baseret på traditionelle italienske druer, hvoraf de vigtigste er de røde sangiovese, nebbiolo og barbera samt den hvide trebbiano.

De kvalitetsmæssige bannerførere har medvirket til, at også de mere almindelige vine er forbedret. Imidlertid produceres der især i Syditalien fortsat enorme mængder neutral vin, som der knap er marked for. En stor del af denne overflodsvin destilleres. Andelen af vin med kvalitetsprædikat, DOC eller DOCG, er således på under 15%, hvilket er langt mindre end i fx Frankrig og Spanien; manglende overholdelse af DOC- og DOCG-kravene har dog medført det paradoks, at de bedste vine hos en producent ofte har den laveste betegnelse, vino da tavola. De kvalitativt væsentligste regioner er Toscana (med fx chianti og Brunello di Montalcino), Piemonte (barolo og barbaresco) og Friuli (kendt for sine tørre hvidvine), mens store mængder vin kommer fra Sicilien, Apulien, Emilia-Romagna (lambrusco) og Veneto (soave og valpolicella).

Den italienske vinproduktion og vinhandel er præget af kooperativer og større handelshuse snarere end af mindre, selvstændige vindyrkere. Det skyldes bl.a., at op mod halvdelen af Italiens vinejendomme er på under 1 ha.

Også i nyere tid har vin spillet en stor rolle i Italiens kulturhistorie. Hvor et måltid uden vin i en italiensk familie tidligere ville være utænkeligt, foretrækker ungdommen i 1980'erne og 1990'erne imidlertid i stigende grad sodavand og øl, hvorfor vinens kulturhistoriske rolle i Italien muligvis vil ændre sig i de kommende årtier. Interessen for italiensk kultur og gastronomi uden for Italien har dog skabt et stigende internationalt marked for italiensk vin. Dette sammen med en øget interesse for kvalitetsvine i Italien vil formentlig på længere sigt ændre fokus i italiensk vinproduktion fra kvantitet til kvalitet.

Læs mere om Italien.