bestandsanalyse

Bestandsanalyse, populationsanalyse, analyse til bestemmelse af en bestands størrelse, aldersmæssige sammensætning og talmæssige udvikling. En bestand har ligesom et individ evne til vækst og reaktion på ydre faktorer, men en bestand har derudover egenskaber, der ikke findes hos individet, fx tæthed, rumlig fordeling, alders- og kønsfordeling samt fødselshyppighed og dødelighed. Kvantificering og matematisk beskrivelse af disse egenskaber er fundamental for bl.a. forståelsen af årstidsmæssige og årlige svingninger i bestandstæthed samt plante- og dyrearters produktionsmæssige betydning i naturen. Bestandsanalyse indtager en central plads inden for fx fiskeribiologi, vildtbiologi og skadedyrsbekæmpelse.

Først og fremmest søger økologerne at bestemme bestandsstørrelsen eller bestandstætheden, der normalt udtrykkes i antal individer pr. arealenhed, rummål eller vægtenhed substrat; fx rådyr pr. ha, regnorme pr. m²; i nogle tilfælde dog bedst i vægtenhed (biomasse) pr. arealenhed. Bestemmelse af bestandstætheden er i praksis forbundet med mange tekniske og statistiske problemer. Valget af metoder afhænger af en række forhold, bl.a. af organismen og dens levested. Måling af bestandstætheden hos planter er forholdsvis enkel, mens analyse af dyrebestande ofte volder betydelige problemer. Kun i nogle tilfælde er direkte optælling af alle individer mulig, fx flytælling af elefanter og rastende andefugle eller tælling af fastsiddende rurer på klipper. Oftest må indirekte metoder anvendes, hyppigst stikprøvemetoder, hvor der udtages et antal prøver af kendt størrelse (areal eller volumen) fra det samlede prøveareal. Denne fremgangsmåde egner sig kun til dyr, der er lidet bevægelige, fx jordbundsdyr. Vha. særlige uddrivnings-, udvasknings- eller sigtemetoder fjernes dyrene fra substratet og optælles. På basis af det gennemsnitlige antal dyr pr. prøve beregnes bestandstætheden. En sådan beregning er imidlertid langtfra ukompliceret, og pålideligheden afhænger af, om prøvearealet er repræsentativt for hele området.

Af særlig betydning er dyrenes rumlige fordeling, der varierer fra helt jævn fordeling over tilfældig (random) til klumpet (aggregeret) fordeling. Sidstnævnte fordelingstype er langt den hyppigste i naturen og medfører stor variation i individantal pr. prøve, fx kan nogle få prøver indeholde hundreder af individer, nogle et moderat antal, mens hovedparten er tomme. I sådanne tilfælde er bestemmelsen af bestandstætheden behæftet med stor usikkerhed. Når dyr er samlet i klumper, kan det afspejle fx uensartede miljøforhold, eller at dyrene foretrækker at holde sammen i tætte flokke.

Nogle dyr bevæger sig så meget, at de ikke kan tælles direkte eller via stikprøver. I sådanne tilfælde kan fangst-genfangst metoder tages i brug. Individer af arten fanges levende i undersøgelsesområdet, mærkes og slippes atter løs. Bestandstætheden beregnes ud fra optælling af antallet af mærkede og ikke-mærkede individer i en eller flere efterfølgende indsamlinger. En række forudsætninger skal være opfyldt, for at beregning af bestandsstørrelsen baseret på fangst-genfangst er forsvarlig, fx viden om mærkningens effekt på individernes adfærd og overlevelse. Metoden giver endvidere oplysninger om individernes overlevelse og aktivitet; individuel mærkning af individerne via kodesystemer øger informationsmængden.

Bestemmes en dyrearts bestandstæthed gennem en årrække, kan der være store forskelle årene imellem. For at forstå baggrunden for sådanne svingninger er yderligere analyser nødvendige. Såkaldte demografiske analyser behandler overlevelsesforhold (dødelighed, mortalitet) og fødselshyppighed (reproduktionsrate, natalitet) i de forskellige aldersklasser og samspillet mellem disse forhold. Bestandstætheden påvirkes positivt af fødselshyppigheden, men negativt af dødeligheden. Som baggrund for disse analyser må bestandens kønsfordeling samt aldersstruktur (alderssammensætning) kendes. Bestandens aldersstruktur bestemmes af mange faktorer, men den er som regel forholdsvis simpel hos arter med etårigt generationsforløb og et fast årligt forplantningstidspunkt. Antallet af aldersklasser øges hos arter, hvor flere generationer optræder samtidig. Aldersstrukturen kompliceres yderligere, hvis et individ forplanter sig flere gange gennem en årrække, og forplantningsperioden er uafhængig af årstiden. En bestands vækstmuligheder kan aflæses i dens aldersstruktur; i en hurtigt voksende bestand dominerer de yngre aldersklasser, mens de ældste klasser udgør en væsentlig andel af en bestand i tilbagegang. Tilgang og afgang i bestande påvirkes imidlertid også af eventuel indvandring og udvandring. Studier over tilgange og afgange i en bestand — bestandens (populations-) dynamik — samt viden om de vigtigste abiotiske og biotiske miljøfaktorers indvirkning på bestandsstørrelsen er nødvendige forudsætninger, hvis bestandens fremtidige udvikling under de givne kår skal kunne forudsiges.