Nedbrydning

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Nedbrydning. Tv. profil af muldbund med skovregnorm (Lumbricus rubellus) i færd med at trække et bøgeblad ned i gangen. Mellem de visne blade (førnelaget) ses øverst tv. tusindben (Cylindroiulus), nederst tv. skolopender (Lithobius) og th. bænkebider (Oniscus). Th. eksempler på faunaen af små leddyr i de tre forskellige lag i jordbundsprofilet. Øverst: førnelag med tv. børstespringhale (Orchesella), i midten en stor rød fløjlsmide (Trombidium) og th. øverst mosskorpion (Neobisium) med klosakse, nederst rovmide (Pergamasus). I midten: nedbrydningslag med en porespringhale (Onychiurus) og tre pansermider (Oppia). Nederst: muldlag med lille porespringhale (Tullbergia) og pansermide (Liochthonius).

Nedbrydning, dekomposition, af døde planter, dyr og andre organismer er et led i naturens kredsløb. Når de levende organismer opbygger organiske stoffer, indgår simple molekyler, organiske og uorganiske, i komplicerede organiske forbindelser. De har alle vigtige funktioner i de levende organismer, men i de døde er mange vigtige råstoffer såsom kulstof, kvælstof, fosfor og svovl bundet så fast, fx i nedfaldne blade, døde træstammer, markens stubbe og drøvtyggernes gødning, at de ikke kan genbruges uden videre af andre organismer, uden at der først er foregået en nedbrydning. De organiske kulstof- og kvælstofforbindelser skal nedbrydes til enklere bestanddele, og råstofferne frigøres, før de igen kan udnyttes som fx næringsstof for planterne. Processen, hvori stoffer, der er indbygget i organisk materiale, bliver frigjort som uorganiske stoffer, betegnes mineralisering.

Mikroorganismerne

 Bakterier og svampe er de vigtigste nedbrydere. En forudsætning for deres virksomhed er, at det døde materiale, fx et nedfaldet blad, er fugtigt. Det bliver hurtigt dækket af bakterier, der udskiller enzymer, som frigør de mindst komplicerede stoffer. Snart koloniseres bladene af strålesvampe (actinomyceter), der trods navnet er bakterier, som kan nedbryde selv meget komplicerede og modstandsdygtige stoffer såsom lignin i planter og kitin i døde insekter. Inden længe kommer de egentlige svampe, hvis mycelietråde som et netværk gennemtrænger de døde blade. Deres enzymer nedbryder også komplicerede stoffer til mere enkle. Der udvikles et økosystem af mange forskellige mikroorganismer, der lever af det døde stof og af hinanden. Termen forrådnelse bruges oftest om den mikrobielle nedbrydning af døde dyr.

Planter og mikroorganismer

Selvom planterne ikke direkte kan udnytte stofferne i det døde organiske materiale, kan de bidrage til nedbrydningen. Fra rødderne kan de udskille let fordøjelige kulhydrater, som fremmer bakterievækst. Bakterierne og de mikroorganismer, der lever af bakterierne, nedbryder det organiske kvælstof, som i form af ammonium kan optages af planterne.

Smådyrenes rolle

Smådyr som bænkebidere, bille- og fluelarver, orme og snegle, der ikke eller kun i ringe grad kan nedbryde de komplicerede organiske stoffer, er vigtige led i nedbrydningen. De æder de døde blade, men deres næring er fortrinsvis bakterierne og svampene, der rummer let fordøjelige stoffer. Resterne af bladene kommer ud som ekskrementer. De er nu findelte og rensede for mikroorganismer, men deres kemiske sammensætning er stort set intakt. Kun få af dyrene har enzymer, der kan angribe fx cellulose. Med findelingen får mikroorganismerne en større angrebsflade, og nedbrydningen kan gå meget hurtigere. Regnorme spiller en stor rolle ved omsætningen af døde blade, som de trækker ned i jorden, hvor fugtigheden yderligere fremskynder nedbrydningsprocessen. De sønderdelte partikler kan gå gentagne gange igennem smådyrene, der hver gang udnytter mikroorganismerne. Denne detritusfødekæde (se detritus) er meget vigtig i skovbundens, markens og skovbækkenes økosystemer.

Kulstof-kvælstof-forholdet

Det døde materiales indhold af kulstof og kvælstof og forholdet herimellem, C/N-forholdet, har betydning for materialets nedbrydelighed. I det døde plantemateriale, fx strå og grene, kan der være 80-100 atomer kulstof for hvert atom kvælstof, mens C/N-forholdet i dyr er lavere, og der i mikroorganismer ofte kun er 5-10 kulstofatomer for hvert kvælstofatom. Nedbrydernes føde rummer således et overskud af kulstof, der ikke kan udnyttes. Men jo flere gange, det døde plantemateriale går gennem nedbryderne, des fattigere bliver det på kulstof. Bakterierne og de andre nedbrydere udnytter ikke kun kulstoffet til at opbygge nye organiske forbindelser. De bruger det også som brændstof i stofskiftet, og dette kulstof forlader organismerne som kuldioxid. Det døde materiale, detritus, bliver således en bedre og bedre føde.

Resten

Ikke alt det døde plantemateriale bliver nedbrudt til de oprindelige råstoffer. Der bliver er rest tilbage, der indgår i humus, det mørkebrune organiske stof i den øverste del af jorden. Denne rest er ikke unyttig for planterne, selvom de ikke kan udnytte råstofferne, der er bundet deri. Humus giver planterne et levested, hvor de kan hente deres næringsstoffer, og rummer de rette livsbetingelser for de mikroorganismer, der frigør de bundne næringsstoffer. Endvidere binder humus næringsstofferne, så de ikke så let vaskes væk med regnvandet.

Nedbrydning uden ilt

På molekylært niveau består nedbrydningen i at fjerne brint fra det organiske stof, og når der er ilt til stede, fx i den luftige skovbund, ender brinten i et vandmolekyle. I de iltfrie områder sker nedbrydningen udelukkende med anaerobe bakterier, der kan binde brinten på anden vis, fx i organiske syrer eller luftarten methan. Nogle bakterier kan bruge nitrat som iltningsmiddel, når de nedbryder det organiske kulstof (se kvælstofkredsløb). Disse mikrobielle omsætninger er de dominerende økologiske processer i havbunden og i den iltfrie bund i vådområder. Nedbrydningen af organisk stof i spildevandet i rådnetanke sker også under iltfrie forhold, og de producerede luftarter kan udnyttes som biogas. Se også jordbund og kvælstofkredsløb.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

Nedbrydning. Tv. profil af muldbund med skovregnorm (Lumbricus rubellus) i færd med at trække et bøgeblad ned i gangen. Mellem de visne blade (førnelaget) ses øverst tv. tusindben (Cylindroiulus), nederst tv. skolopender (Lithobius) og th. bænkebider (Oniscus). Th. eksempler på faunaen af små leddyr i de tre forskellige lag i jordbundsprofilet. Øverst: førnelag med tv. børstespringhale (Orchesella), i midten en stor rød fløjlsmide (Trombidium) og th. øverst mosskorpion (Neobisium) med klosakse, nederst rovmide (Pergamasus). I midten: nedbrydningslag med en porespringhale (Onychiurus) og tre pansermider (Oppia). Nederst: muldlag med lille porespringhale (Tullbergia) og pansermide (Liochthonius).

Viser 1 af 1 billeder

Filer

FilTilføjet af 
[+364507.801.svg (777.25 kB)

Nedbrydning. Tv. profil af muldbund med skovregnorm (Lumbricus rubellus) i færd med at trække et bøgeblad ned i gangen. Mellem de visne blade (førnelaget) ses øverst tv. tusindben (Cylindroiulus), nederst tv. skolopender (Lithobius) og th. bænkebider (Oniscus). Th. eksempler på faunaen af små leddyr i de tre forskellige lag i jordbundsprofilet. Øverst: førnelag med tv. børstespringhale (Orchesella), i midten en stor rød fløjlsmide (Trombidium) og th. øverst mosskorpion (Neobisium) med klosakse, nederst rovmide (Pergamasus). I midten: nedbrydningslag med en porespringhale (Onychiurus) og tre pansermider (Oppia). Nederst: muldlag med lille porespringhale (Tullbergia) og pansermide (Liochthonius).

Admin

05/02/2009

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 2 forfattere
nicklas.lund92@gmail.com
09/10/2012
Redaktionen
05/02/2009
Ekspert
BLMa
Oprindelig forfatter
BLMa
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki