plantesamfund

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

plantesamfund, samling af bestemte plantearter, der kan vokse mellem hinanden, idet de stiller nogenlunde ensartede økologiske krav og samtidig fylder hver sin økologiske niche.

Ændringer i vækstbetingelser modsvares i ændringer i plantesamfund fra et sted til et andet eller på voksesteder med forskellige vækstbetingelser i øvrigt. Det kan dreje sig om temperatur, fugtighed, lysforhold, næringsforhold, indvandringshistorie og ikke mindst landbrugskulturelle forhold i de egne, hvor der er eller har været landbrug og skovbrug. Ofte er der en jævn overgang fra et plantesamfund til et andet. Inden for et begrænset geografisk område vil man finde plantesamfund, der ligner hinanden uden dog at være ens. Man opererer derfor med plantesamfund af forskellig grad.

Et plantesamfund defineres ved sin artssammensætning. Adskillelse mellem forskellige plantesamfund sker vha. forskellige præferencearter og skillearter, der samlet betegnes indikatorarter. Bestemte arter er fremherskende eller dominante. Som regel medregnes mosserne til plantesamfundene, hvor de er vigtige særlig for fugtige samfunds opdeling i samfund af højere og lavere orden.

Den første danske botaniker, der foretog en opdeling i plantesamfund, var J.E.B. Warming (i 1916-19). Han behandlede de overordnede samfund kyst, klit og skov. Det i hvert fald på europæisk plan mest kendte opdelingssystem skyldes den franske botaniker J. Braun-Blanquet (i 1964 og før). På en enhed af laveste grad opbygges et kompliceret system, hvor laveste enhed svarer til arten. Her over har han udarbejdet en sindrig systematik med mange grader.

Hovedtyper af plantesamfund i Danmark

Danmark har en række typer af plantesamfund repræsenteret, bl.a. moser og enge, heder, skove, agerland og klippeflora.

Danske kyster har på vind- og bølgeudsatte steder strækninger med sten eller sand, eventuelt med klitter, der har deres plantesamfund (se klit). Ved beskyttede kyster kan udvikles saltpåvirkede, tidvis oversvømmede områder, hvor plantedækket især førhen er blevet holdt lavt ved høslæt og græsning. Her findes strandeng eller marsk. Hvor høslæt og græsning er ophørt eller aldrig er forekommet, vokser plantedækket til strandsump eller strandrørssump.

Moseområder kan oprindelig have været træfrie med en flora bestemt af bundens næringsindhold. Således kan man opdele plantedækket i kalk- eller ekstremrigkær, overgangsrigkær med højt indhold af plantenæringsstoffer bortset fra calcium, overgangsfattigkær med lavt næringsindhold og ekstremfattigkær, som er næringsfattige og sure. Betegnelsen kær er her ensbetydende med mose. Dertil kommer højmoser, der alene næres af regn og nedfald af næringsstoffer. I de tre første mosetyper kan der vokse træer. I de to sidste typer kan træer ikke vokse eller i hvert fald ikke blive særlig store. Når mange moser er åbne, skyldes det deres anvendelse til græsning og høeng. Sådanne områder kaldes fersk eng. Her er de naturlige plantesamfund forstyrret eller forsvundet som følge af høslæt, græsning, gødskning og dræning. Når den landbrugsmæssige anvendelse af enge falder bort, ændrer de sig i retning af en mere oprindelig moseform, eventuelt med buske og træer. Se også mose.

Lysåbne områder på høj bund er i Danmark normalt fremkommet ved rydning af skov. På sandet bund i nedbørsrige egne, fx i Vestjylland, er næringsstofferne blevet udvasket. Her dominerer ofte halvbuske, og områderne betegnes hede. Hvor bunden er mere leret, sker der ingen udvaskning, og plantedækket består af græs og urter, måske også af buske og spredte træer. Slog man hø sådanne steder, talte man før om høje enge. Blev der græsset, kaldtes det overdrev eller fælled, begreber med også en kulturhistorisk betydning. Disse områder vokser til med skov, når brugen ophører.

Danmarks oprindelige plantedække var skov, samfund af træer og buske. Af den naturlige skov findes kun små, kulturpåvirkede stykker tilbage. Nutidens skove er i øvrigt kulturbetingede og består ofte kun af en eller to slags træer. Bundfloraen er ændret fra det oprindelige ved indgreb som dræning, pløjning og afbrænding, men der kan være rester af den naturlige skovbundsflora.

rummer flere forskellige typer af udyrkede småbiotoper, fx levende hegn, mark, vandhuller, grøftekanter osv. I nogle tilfælde afspejler det områdets flora, som den var før i tiden, fx hede eller overdrev. En opdeling i egentlige plantesamfund har kun begrænset mening.

findes i Danmark kun på kridtklinter og på Bornholms klipper. På klinterne er floraen præget af det høje kalkindhold. På Bornholm minder den tørre klippegrund mest om hede, ikke meget om højfjeld.

Af de her opregnede hovedtyper af danske plantesamfund kan foretages en yderligere inddeling. Fx kan skov opdeles i underordnede samfund på grundlag af de træarter, der findes. Bøgeskov kan så igen opdeles efter bundens urteflora, som på sin side er bestemt af jordens tilstand og næringsindhold. Det samme gælder andre skovtyper som egeskov, birkeskov, elleskov og askeskov.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.
Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste 3 forfattere
Redaktionen
26/02/2014
sthornval
25/02/2014
Redaktionen
01/02/2009
Ekspert
BLMa
Oprindelig forfatter
EWor
01/02/2009

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki