regnskov

Man anslår, at mere end halvdelen af alle plante- og dyrearter findes i de tropiske regnskove. De største ligger i Sydøstasien og Syd- og Mellemamerika og er mere end 60 millioner år gamle. De har et rigere plante- og dyreliv end de centralafrikanske, hvor visse områder kun er omkring 40.000 år. Den vældige artsrigdom er udviklet gennem lange tidsrum i et stabilt, varmt og vådt klima. Under de globale nedkølinger i Kvartærtiden var regnskoven dog fortrængt til mindre, isolerede områder. Mange arter findes også i dag kun i sådanne begrænsede områder (endemiske arter). Udviklingen af de mange forskellige livsformer forstærkes desuden af tilbagevendende lokale forandringer i selve regnskoven, fx når gamle træer vælter, eller vandløb ændrer forløb. I den evige konkurrence om levesteder og føde har regnskovens planter og dyr udviklet sig til specialister, der kun kan eksistere i nøje afbalancerede, indbyrdes samspil.

De tropiske lavlandsregnskove er domineret af høje, slanke, stedsegrønne træer med brede, mørkegrønne blade, der absorberer det meste af sollyset. Trækronerne danner et tæt løvtag 20-40 m over jorden, så kun en brøkdel af sollyset kan trænge ned til skovbunden. Ind imellem vokser enkelte 60-80 m høje træer. Under kronelaget står små nye træer parat til at vokse op i lyset, når de gamle kæmper falder om. Inde i skoven er klimaet mere stabilt end i toppen af trækronerne. Heroppe kan temperaturen variere 10 °C over døgnet, i underskoven mindre end en grad. Ved skovbunden er der vindstille, og luften er næsten mættet med vanddamp. Således skaber træerne et utal af levesteder med forskelligt mikroklima.

På blot 1 ha kan der vokse 200-300 forskellige træarter. De kan være påfaldende ensartet bygget, selvom de tilhører forskellige plantefamilier. Nogle har stylterødder eller meterhøje brætrødder, som kun vokser på oversiden. Hele året igennem sætter træerne nye blade, blomstrer og danner frugter, der er den væsentligste føde for mange af regnskovens dyr. Lianer, der kan blive mere end 300 m lange, er rodfæstet i skovbunden og slynger sig op gennem trækronerne. De fleste planter vokser imidlertid oppe i kronelaget som epifytter på grene og stammer. Det er især bregner, orkidéer og arter af ananasfamilien (Bromeliaceae), der henter næring fra støv og regnvand eller fra nedfaldne blade og dyreekskrementer, som opfanges af planternes egne blade og træernes grenvinkler.

Også de fleste af regnskovens dyr lever i trækronerne. Insektlivet er særlig rigt og omfatter et væld af særprægede og farvestrålende livsformer. De indgår ofte i komplicerede samspil med andre dyr, planter, svampe eller bakterier. Mange fugle som fx kolibrier og solfugle suger nektar i blomster, mens bl.a. tukaner og næsehornsfugle især ernærer sig af frugter. I kronelaget lever tillige mange padder og krybdyr, der er vekselvarme og nyder godt af det varme og fugtige klima. Blandt pattedyrene lever fx brøleaber og gibboner oppe i trækronerne.

Termitter og andre smådyr, bakterier og svampe nedbryder de store mængder af døde plante- og dyrerester, der havner på skovbunden. Et tæt netværk af planterødder, der danner mykorrhiza med svampe, sikrer, at de frigjorte næringsstoffer hurtigt optages af plantevæksten. Størstedelen af næringsstofferne er bundet i træerne og de døde planterester på skovbunden. Derimod er jordbunden nedenunder for det meste stærkt forvitret, sur og næringsfattig.

De tropiske, stedsegrønne regnskove går gradvis over i semistedsegrøn og løvfældende regnskov, efterhånden som nedbøren bliver mindre, tørtiden længere, eller det bliver køligere, fx op ad bjergsider (bjergregnskove). Langs floder og i andre vådområder findes galleriskove, og ved tidevandskyster vokser mangrove. I subtropiske og tempererede områder findes regnskove især i kystnære bjerge, hvor fugtige havvinde eller tåge forsyner planterne med væde. I regnskovene langs Nordamerikas vestkyst vokser nogle af Jordens højeste og ældste træer, bl.a. mammuttræ (Sequoiadendron giganteum), der kan blive omkring 100 m højt med en stammeomkreds på 25 m.

Regnskovene hører til verdens mest truede økosystemer. Af de uberørte, tropiske lavlandsregnskove, der i midten af 1800-tallet dækkede omkring 16 millioner km², anslås de to tredjedele at være ryddet eller omdannet. Ødelæggelsen begyndte for alvor efter 2. Verdenskrig, men har taget yderligere fart siden 1980'erne på trods af nationale og internationale initiativer, bl.a. FAOs The Tropical Forest Action Plan 1985, der har til formål at bevare nogle regnskove og sikre en bæredygtig udnyttelse af andre.

Det anslås, at der årlig ryddes eller omdannes omkring 200.000 km² regnskov svarende til ca. fem gange Danmarks areal. Fortsætter denne udvikling, vil den uberørte regnskov være forsvundet omkring 2030. De største arealer ryddes af den voksende lokalbefolkning, der vil bruge området til agerbrug, kvægavl eller brændsel, da regnskovens resurser er deres eneste livsgrundlag. Andre steder ødelægges regnskoven ved kommerciel tømmerproduktion, minedrift, dæmningsbyggeri eller vejanlæg.

Ødelæggelserne har vidtrækkende konsekvenser. Især de tropiske regnskove menes at have afgørende indflydelse ikke blot på det lokale klima, men også på de globale vindsystemer og nedbørsfordelingen. Når regnskoven brændes af, frigives kuldioxid (CO₂), hvilket bidrager til drivhuseffekten, og risikoen for jorderosionsskader forøges. Ofte må man opgive at dyrke jorden efter få år, fordi næringsstofferne i aske og jordbund er opbrugt eller vasket ud. Det anslås, at der årlig forsvinder omkring 50.000 plante- og dyrearter som følge af rydning og omdannelse af regnskoven. Således udryddes også en mangfoldighed af genetiske resurser, der er udviklet gennem millioner af år og kunne være til gavn ligesom de nytteplanter, medicinske produkter og mange andre materialer, der allerede er hentet i regnskovene.

• biom
• plantegeografi