Monoaminer er kemiske stoffer, der indeholder en enkelt amingruppe. Betegnelsen anvendes dog oftest om stoffer, som har en amin og en aromatisk ring adskilt af to carbonatomer. Det skyldes, at disse stoffer er vigtige signalstoffer i kroppen, fx hormoner og neurotransmittere.

Monoaminer i kroppen

De mest almindelige monoaminer inddeles i fire grupper: indolaminer, imidazolaminer, catecholaminer og phenethylaminer.

Signalstofferne serotonin og histamin er hhv. en indolamin og en imidazolamin, mens fx adrenalin, noradrenalin og dopamin tilhører catecholaminerne. Phenethylaminer som tyramin og octopamin er mindre udbredte.

Melatonin er også blevet klassificeret som en monoamin, selv om den strengt taget ikke er det. Melatonin dannes fra serotonin ved overførsel af en eddikesyregruppe til aminen (acetylering) efterfulgt af O-methylering, hvilket gør den til et amid og ikke en amin.

Andre monoaminer

I det hele taget er monoaminer vidt udbredt i naturen og findes bl.a. i svampe, planter og bakterier. Derudover er mange lægemidler også monaminer. Flere naturlige euforiserende stoffer er monaminer, fx meskalin og psilocybin. Også kunstige euforiserende stoffer som MDMA, amfetamin, methylphenidat (Ritalin) og fentanyl hører til monoaminerne.

Phenethylamin, tyramin og octopamin er kendt for i visse fødevarer at kunne udløse migræneanfald.

Dannelse af monaminer

Monoaminer dannes i kroppen ved, at enzymer fjerner en syregruppe i form af CO2 (decarboxylering) fra aromatiske aminosyrer. Ofte gennemgår aminosyrerne en sekvens af forskellige kemiske ændringer før og efter decarboxylering, som også katalyseres af enzymer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig