prostaglandiner

prostaglandiner, gruppe af vigtige signalstoffer, der kan produceres i alle dyriske celler. Prostaglandiner frisættes til den ekstracellulære væske, hvorfra de virker på de omgivende celler; siden hen nedbrydes de hurtigt.

Prostaglandiner har et bredt virkningsspektrum. De modulerer, dvs. hæmmer eller fremmer, en lang række hormoners og andre signalstoffers virkninger på næsten alle slags væv. Fx fremmer de inflammationsreaktioner (betændelse), hæmmer hormoninduceret fedtforbrænding, påvirker sammentrækning af glat muskulatur og sammenklumpning af blodplader mv.

Prostaglandinerne blev opdaget i 1935 i sekret fra blærehalskirtlen (glandula prostata) af den svenske læge og nobelpristager Ulf von Euler-Chelpin. Deres nøjagtige struktur, biosyntese og betydning blev imidlertid først klarlagt i 1960'erne og 1970'erne takket være især de svenske læger Sune Bergström og Bengt Samuelsson, som i 1982 delte nobelprisen i medicin med briten John R. Vane. Denne havde bl.a. vist, at acetylsalicylsyre (aspirin) hæmmer syntesen af prostaglandiner og derved mindsker inflammationsreaktioner.

Prostaglandiner er fedtsyrer med 20 kulstofatomer, opbygget som en ring af fem kulstofatomer med to sidekæder med hhv. syv og otte kulstofatomer. De dannes ud fra cellemembranernes fosfolipider. Herfra fraspalter enzymet fosfolipase A₂ den umættede fedtsyre arachidonsyre, som ved fortsat enzymatisk reaktion enten bliver til prostaglandiner og de nært beslægtede prostacykliner og tromboxaner eller til leukotriener. Prostacykliner (der også kaldes prostaglandin I₂) dannes især i blodkarrenes indre celler, endothelcellerne. Herfra frisættes de og hæmmer bl.a. blodpladernes sammenklumpning. Herved modvirker prostacyklin dannelsen af blodpropper.