receptorer

Receptorer, levende cellers signalmodtagere. Receptorer er store proteinmolekyler, som binder signalmolekyler. Flercellede organismer har specielle signalmolekyler til at koordinere cellernes og organernes funktion. Det kan enten være små fedtopløselige (lipofile) molekyler som steroidhormoner, de jodholdige skjoldbruskkirtelhormoner, vitamin D- eller vitamin A-derivater (retinoider), eller det kan være større vandopløselige proteinhormoner, peptidhormoner eller blot aminosyrer og deres derivater (monoaminer).

Til at opfange signalerne er cellerne udstyret med to typer receptormolekyler. Den ene er de intracellulære receptorer til de små fedtopløselige signalstoffer (fx steroidhormoner), der let passerer cellernes lipidmembraner og bindes inde i cellen til receptorer, som derefter i cellekernen bindes til særlige områder af DNA. Her bidrager de til at regulere cellernes gener.

Den anden gruppe receptorer sidder på cellernes overflade, hvor de binder de vandopløselige signalstoffer, der ikke kan passere cellemembranen. Disse celleoverflade-receptorer kan opdeles i tre klasser: Ionkanal-koblede receptorer sidder bl.a. på nerveceller. Her binder de nervecellernes transmittersignaler, hvorved transporten af visse ioner gennem cellemembranen ændres. G-protein-koblede receptorer er lange proteiner, som gennemløber cellemembranen syv gange. Ved binding af signalstoffer vil disse receptorer, via fosforylering af visse proteiner, igangsætte en signalkæde i cellerne, som påvirker reguleringen af generne. Enzym-koblede receptorer er molekyler, hvis intracellulære del fungerer som et enzym, der videreformidler det modtagne signal.

Se også adrenerge receptorer og signalstoffer.