plasmid

plasmid, lille DNA-partikel, som ikke er knyttet til et kromosom. Plasmider blev opdaget hos kerneløse organismer (prokaryoter), dvs. bakterier som fx blågrønalger, men er siden fundet også hos visse organismer med cellekerne (eukaryoter), bl.a. gær.

Organeller i cellens cytoplasma med eget DNA som fx mitokondrier og planters kloroplaster benævnes ikke plasmider, selvom deres DNA ikke er knyttet til kromosomer.

Plasmider kan betragtes som en form for intracellulære parasitter, lidt på linje med virus. Der er dog den afgørende forskel, at mange plasmider giver værtsbakterien en fordel, idet de kan indeholde gener, der gør bakterien resistent over for antibiotika (se resistens) eller giver den mulighed for at udnytte sværtnedbrydelige næringsstoffer.

Plasmider varierer i størrelse fra nogle få tusinde basepar (se DNA) til op mod 100.000 basepar. Store plasmider findes generelt kun i få kopier i hver bakteriecelle, mens de små kan findes i snesevis af kopier.

Nogle plasmidtyper indeholder paradoksalt nok gener, som kan slå værtsbakterien ihjel. Oftest fungerer systemet, ved at der er to forskellige gener på plasmidet, som koder for hhv. en gift og en modgift. Giften er langsomt nedbrydelig, mens modgiften omsættes meget hurtigt i bakterien. Hvis en af bakteriens datterceller ikke får noget plasmid med sig ved celledelingen, vil den dø, når al modgiften er nedbrudt. Måske er sådanne plasmider opstået som en slags selviske genetiske elementer, der sørger for, at bakterier ikke udnytter vigtige næringsstoffer uden også at have en eller flere plasmidkopier i sig.

Plasmider kan overføres mellem bakterier ved konjugation (se også F-faktor) eller transformation, hvor bakterien optager plasmidet igennem cellemembranen. Plasmider er blevet et uundværligt redskab i molekylærbiologien i forbindelse med kloning og dermed for hele den bioteknologiske industri og forskning, og der er udviklet en lang række kunstige plasmider.