• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hwang Woo-Suk

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

Hwang Woo-Suk, f. 1953, sydkoreansk dyrlæge og stamcelleforsker. Ved Seoul National University forskede Hwang i metoder til kloning af husdyr, bl.a. som led i forsøget på at fremavle bedre kvægracer gennem genmodificering, og i 1999 lykkedes det hans gruppe at klone en ko. I 2005 lykkedes det hans gruppe at klone en afghansk mynde, Snuppy, den første hundeklon i verden.

Hwangs forskning kom snart til at dreje sig om at udvikle en metode til fremstilling af humane stamceller ved at indsætte cellekerner fra modne kropsceller i kerneløse ægceller, noget, som havde vist sig yderst vanskeligt for menneskeceller, men som ville være et vigtigt skridt for stamcelleforskningen. I 2004 offentliggjorde han sammen med en række kolleger en artikel, ifølge hvilken metoden for første gang havde vist sig brugbar, og året efter fik de optaget endnu en artikel, hvor metoden havde vist sin værdi gennem fremstillingen af 11 cellelinjer ud fra 185 ægceller.

Sidst i 2005 kom det dog frem, at han havde skaffet sig ægcellerne på måder, der stred mod gældende etiske regler, at der var blevet fusket med illustrationerne i 2005-artiklen, og at de DNA-analyser, der skulle støtte forsøgsresultaterne, var forfalskede.

Fra at have været nobelpriskandidat og et lysende eksempel på den fremadstormende bioteknologiske forskning i Asien, var Hwang reduceret til simpel svindler, og han trak sig sidst på året fra sine embeder. I 2009 blev han dømt for uetisk opførsel og misbrug af statsmidler.