Tang, fællesbetegnelse for større planter i havet. I folkelig sprogbrug anvendes tang om opskyllede masser af alger og/eller bændeltang. Bændeltang er en blomsterplante, som har været brugt til tangtage på Læsø, tangdiger ved Ebeltoft og til tangmadrasser. Ordet tang indgår nu i danske navne for en del større alger, fx brunalgerne sukkertang og blæretang, rødalgerne horntang og gaffeltang og grønalgen krølhårstang.

Gastronomi

Tang er centralt i det japanske og koreanske køkken, hvor den mest udbredte art er nori, der bl.a. benyttes til rulning af maki-sushi. Andre tangarter, der ofte benyttes i madlavning, er wakame, kombu og hijiki. Fra tang udvindes også agar, der bruges i stedet for gelatine i vegetariske fødevarer. Tang har stor næringsværdi, da det har et meget højt indhold af vitaminer, mineraler og proteiner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig