Frø. Spirende hvedekorn. Kimen er den unge plante, hvis vækst midlertidig er indstillet under hvileperioden (nederste korn). Væksten begynder ved spiringen, som er fuldendt, når kimroden gennembryder kornets skaldele (næstnederste korn). På det næstøverste og øverste korn ses primærroden, der bærer utallige rodhår, samt den ene af to birødder. Rygter om mere end 3000 år gamle spiredygtige hvedefrø fra Tutankhamons grav er usande, da deres arvemateriale, DNA, er nedbrudt, bl.a. af ilt; frøkorns levetid og vitalitet kan øges under opbevaring i en iltfri atmosfære.

.

Frø fra en art løvemund, Antirrhinum majus. Frøskallen, der er udviklet fra integumenterne (frøhinderne), er rigt ornamenteret. Mønsteret kan have betydning for frøspiringen ved at samle jordpartikler i lommerne, idet den øgede vægt forhindrer frøet i at blæse væk fra et egnet voksested.

.

Frø er formerings- og spredningsorganet hos frøplanter; i daglig tale kaldes de enfrøede frugter hos fx græsser og kurvblomster også for frø. Frø kan variere i størrelse fra mikroskopiske orkidéfrø til dobbeltkokosnøddens 5 kg tunge frø.

Faktaboks

Også kendt som

semen

Frøet udvikles oftest ved kønnet formering, idet en ægcelle i frøets kimsæk befrugtes af en spermacelle, ofte fra en anden plante af samme art, og kimen er derfor genetisk forskellig fra forældreplanterne. I visse plantegrupper, fx mælkebøtter og høgeurter, dannes frøene uden forudgående reduktionsdeling og befrugtning, ved apomiksis, og afkomsplanterne er derfor genetisk identiske med moderplanten.

Frøspredning

Frø gør det muligt for planterne at sprede sig til og kolonisere nye områder, og der er udviklet en lang række mekanismer, der skal hjælpe til ved spredning med fx vind, vand eller dyr. Små frø forsynet med vinger eller hår som fx hos birk, poppel, bomuld og dueurt er velegnede til at blive spredt med vinden; mange kurvblomstredes enfrøede frugter, fx mælkebøttens, er endog forsynet med et flyveapparat i form af hår (fnok). Frø eller frugter af vand- og sumpplanter, fx strandsennep og en del stararter, spredes med vand, ligesom kokosnødder og de store frø fra mange tropiske bælgplanter kan overleve lang tids transport med havstrømme.

Mange tørre frø eller småfrugter, fx hos burresnerre, steffensurt og nellikerod, er forsynet med hagekrummede torne eller børster, som kan hænge i dyrepels og dermed spredes. Hos visse arter forslimer frøskallen, således at frøet kan klæbe til fx hår. Frøene fra mange typer bær og stenfrugter kan passere dyrs mave-tarm-kanal uden at blive fordøjet; frø fra visse særligt tilpassede arter opnår endda en større spireevne. Visse plantearters frø udvikler fedtholdige vedhæng, som lokker dyr til; fx fjerner myrer violfrø for at fortære et olielegeme, elaisom, der sidder på frøskallen. Se også frugt.

Hos visse arter kan kortdistancespredning foregå ved, at frøene slynges ud, når frugten åbner sig eksplosivt, fx hos springbalsamin og æselagurk. Valmuer og visse andre planter har oprette kapsler med åbninger i spidsen, hvorigennem frøene kastes ud, når frugtstilken sættes i svingning.

Frøanlæg

Hos de nøgenfrøede planter, fx nåletræerne, udvikles frøet siddende frit på frøskæl. Hos de dækfrøede planter, der udgør det store flertal af frøplanterne, er frøet lukket inde i en beskyttende frugtknude, der udvikler sig til en frugt.

Et frø udvikles efter befrugtning fra et frøanlæg, der består af en kimsæk (med bl.a. ægcellen), som er helt omsluttet af en frøkrop (nucellus), der igen omsluttes af en kappe af en eller to frøhinder (integumenter). Integumentkapperne danner en lille åbning, mikropylen, lige over toppen af nucellus.

Frøanlægget forsynes med næring via en ledningsstreng, der findes midt i en frøstreng (funiculus), som forbinder frøstolsregionen på frugtanlæggets inderside med frøanlægget. Kimsækkens ægcelle udvikles efter befrugtning til en kim, såfremt den får næring til sin vækst. Det er derfor nødvendigt, at frøhviden samtidig udvikles fra de befrugtede polkerner i kimsækkens centrale celle. Integumenter og nucellus omdannes til en beskyttende frøskal. Frøhvidens sammensætning varierer plantegrupperne imellem, men hovedbestanddelene er kulhydrater, fedtstoffer og proteiner.

Under frøanlæggets udvikling kan frøstrengen drejes/bøjes, og integumentets udvikling kan undertrykkes mere eller mindre i den ene side, og derved vil mikropylen komme nærmere navlen, frøstrengens fæstningsområde. Frøanlæg inddeles og benævnes efter drejningens omfang. Sker der ingen drejninger (og er integumentkapperne udviklet ens til alle sider), vil mikropylen ligge lodret over navlen, og frøanlægget betegnes ret (atropt). Drejes frøstrengen, så mikropylens orientering er ændret mellem 90° og 180°, betegnes anlægget krumt (campylotropt); er drejningen næsten 180°, betegnes anlægget omvendt (anatropt). Frøanlægstypen kan oftest ses på det modne frø på grund af de mærker og ar, der efterlades på frøskallen.

Frøets anatomi

Når frøet er modent og kan forlade frugtens beskyttelse, knækker frøstrengen af helt oppe under frøkroppen, og frøet får derved et ar, navlen (hilum). Også mikropylen, hvorigennem pollenrøret med de hanlige celler er vokset ind, kan ses på det frie frø, og endelig kan den sammenfaldne ledningsstreng efterlade en fordybning på frøets overflade, en rafe.

Brydes frøskallen itu, afsløres det, om der er frøhvide tilbage i frøet, eller om kimen har optaget al næringen; hele frøet er i så fald udfyldt af kimen med et eller to veludviklede kimblade. Bøjes de forsigtigt fra hinanden, ses det, at kimroden altid peger lige mod mikropylen. Desuden kan kimknoppen ofte erkendes, og fra den kan de første blade, der følger efter kimbladene, evt. allerede være dannet. Denne skudspids ligger godt beskyttet mellem kimbladene.

I frø fra enkimbladede planter, hvis kim kun udvikler ét kimblad, er der ofte store mængder af frøhvide tilbage, mens kimen i tokimbladede planters frø oftere har opbrugt hele frøhviden; i stedet er kimbladene tykke og opsvulmede pga. det store næringsindhold (fx ært).

Frøskallen er oftest temmelig hård på frø, der kommer fri af kapsler (fx bønne), eller frø i bær (fx stikkelsbær, citron); skallen yder beskyttelse til kimen i frøets indre. Frøet i en stenfrugt (fx mandel) eller i en nød (fx hassel) har derimod ikke behov for særlig beskyttelse, da frugtskallen udvikler et stencellelag, der beskytter frøet; frøskallen er blot en tør hinde som fx den brune hinde på mandler.

Frøhvile og -spiring

Efter modning gennemgår frø ofte en kortere eller længere hvileperiode før spiring. Frø fra arter fra kolde klimater vil i mange tilfælde først spire efter frostpåvirkning, hvilket sikrer, at spiringen sker på det gunstigste tidspunkt om foråret. Andre arters frø kræver lyspåvirkning (hvilket sikrer mod spiring i for stor dybde) eller opvarmning (fx arter fra områder med mange skovbrande).

Frøhvile kan skyldes indre faktorer som fx umodent embryo, en tyk frøskal, der forhindrer passage af vand og ilt, eller for stort indhold af naturligt forekommende væksthæmmere som abscisinsyre og/eller fenolforbindelser. Spiring kan i så fald fremmes ved kemisk eller fysisk behandling, fx ved ridsning af frøskallen. Man kan også tilføre plantehormoner som gibberelliner, cytokininer og ætylen, der kan fremme spiring ved særlige koncentrationsforhold.

Spiring af frø fra lyskrævende arter, fx salatfrø, kan fremmes af især rødt lys (630-700 nm), mens lys af længere bølgelængde (mørkerødt lys, 720-800 nm) modvirker spiring. Længden af frøhvile varierer enormt: fra nogle uger til flere århundreder afhængigt af plantearten og frøets oplagringsforhold. Frøhvilen antages bl.a. at give frøet et tidsrum at blive spredt i før spiring, således at det ikke spirer lige ved moderplanten og dermed konkurrerer med denne om resurser, samt at gøre det muligt for planter at overleve ugunstige miljøforhold.

Under frøets spiring udvikles kimen til en kimplante. Frøspiringen påbegyndes, når vand trænger ind i frøet, og en efterfølgende øget metabolisk aktivitet resulterer i, at kimroden gennembryder frøskallen. Frøets oplagsnæring leverer den nødvendige energi samt byggestenene til udviklingen af kimplanten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig