planter (Evolution - Tidlige tilpasninger til landliv)

De første planter var marine alger, som kendes fra prækambriske aflejringer. Landplanterne antages at have udviklet sig langt senere fra akvatiske grønalger i den ældre del af Palæozoikum. Overgangen fra akvatiske grønalger til landplanter (mosser og karsporeplanter) er en af de største begivenheder i planternes historie: Landplanterne udvikledes eksplosivt i en mangfoldighed af former i løbet af Silur og Devon, og i løbet af Palæozoikum blev de fleste større plantegrupper etableret. Med planternes kolonisering af landjorden var også forudsætningerne for udviklingen af landjordens dyreliv (den terrestriske fauna) givet.

Overgangen fra det akvatiske miljø til landjorden krævede udvikling af nye vævstyper og organer, som kunne sikre næringstilførsel og hindre udtørring. Blandt vigtige, tidlige fornyelser var udviklingen af et resistent vokslag, kutikula, som beskyttede alle eksponerede overfladeceller, epidermis, og udviklingen af særlige åbninger i kutikula og epidermis, som vha. læbeceller (stomata) lettede udveksling af gasser (ilt, O₂, og kuldioxid, CO₂). Endvidere udvikledes en modstandsdygtig væg opbygget af sporopollenin omkring sporerne, og centralt i planten udvikledes et ledningsvæv til transport af vand og næring.