Helt centralt i planters fysiologi er deres evne til at udføre fotosyntese, hvilket sætter dem i stand til at udnytte sollysets energi til at omdanne atmosfærens kuldioxid (CO2) og vand til organiske forbindelser som stivelse og sukrose under samtidig udvikling af ilt. Planters fotosyntese er en dynamisk proces, som ud over at være afhængig af mængden af tilgængeligt kuldioxid, vand og lys reguleres af en række miljøfaktorer. Planter er bundet til deres voksested via rødderne og må altså fra denne fastlåste position kunne tilpasse væksten med henblik på at optimere indfangningen af sollys. Gunstige livsbetingelser på Jorden for mennesker og dyr afhænger af planternes evne til vha. fotosyntese at producere organisk materiale og ilt. Planter får deres forsyning af kvælstof i form af nitrat eller ammonium, som sammen med andre næringssalte optages gennem rødderne. Nogle planter, fx bælgplanter, kan indgå i symbiose med nitrogenfikserende bakterier, hvilket sætter dem i stand til også at udnytte luftens kvælstof som nitrogenkilde. I modsætning til dyr kan planter ud fra disse uorganiske nitrogenforbindelser selv fremstille alle de øvrige nitrogenholdige forbindelser, de har brug for. Planter er derfor fotoautotrofe organismer, dvs. at de er i stand til ud fra uorganiske stoffer og lys at producere alle øvrige forbindelser såsom aminosyrer, proteiner, DNA, RNA og polysaccharider.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger i Bøger app | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki