Løg, Allium, slægt i narcisfamilien med 500-700 arter i Europa, hvor de fleste findes i Middelhavsområdet, varmt tempereret Asien og Nordamerika; enkelte arter når som vildtvoksende mod syd til Etiopien.
Arterne er flerårige med kort jordstængel og løgformet opsvulmning af bladbaserne; blomsterne er som regel små og mange sammen i tætte skærme omgivet af to hindeagtige hylsterblade; de fleste arter afgiver kraftig lugt af løgolier, når de beskadiges.
I Danmark findes syv vildtvoksende arter: Skovløg (Allium scorodoprasum) og vild løg (A. oleraceum) er ret almindelige i lysåbne skove og på diger; ramsløg (A. ursinum) med store, hvide blomster breder sig i kystskove mange steder i landet; sandløg (A. vineale) findes hist og her på kystskrænter langs de indre farvande; purløg (A. schoenoprasum) vokser vildt på kystklipper på Bornholm; kølet løg (A. carinatum) er nu næsten forsvundet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.