I Birke-fyrretiden, den første periode efter sidste istid, var birk mere dominerende i Danmark end i dag, hvor to arter findes naturligt udbredt, begge almindeligt.
Vortebirk (Betula pendula) kendes på, at de unge grene er ru af harpiksvorter, endvidere på de dobbelt savtakkede blade, de tynde, hængende grene og den kraftigt udviklede skorpebark ved stammens basis. Dunbirk (B. pubescens), som også kaldes hvidbirk, har fløjlshårede kviste og bladstilke, enkelt savtakkede blade, stive, lidet hængende grene, som ofte har heksekoste, og kun svagt udviklet skorpebark ved stammebasis. Begge arter er pionertræer; vortebirk på tør bund i fx skovrydninger og på overdrev, ofte sammen med bølget bunke og kohvede; dunbirk fortrinsvis på fugtig bund, fx i moser sammen med blåtop og krybende læbeløs. Birketræer forsvinder ofte i de senere stadier af tilgroning, og danske birkeskove er kun små.
I det nordlige Skandinavien findes en klimaksskov af fjeldbirk, en underart af dunbirk, som de fleste steder udgør skovgrænsen. Dværgbirk (B. nana) vokser nord for skovgrænsen i hele det nordlige polarområde og over skovgrænsen i sydligere liggende bjerge, ligesom den findes i danske aflejringer fra sidste istids seneste faser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.