Hickory, Carya, slægt af løvfældende træer i valnøddefamilien med ca. 15 arter udbredt i USA, Mexico og Mellemamerika; desuden findes nogle få arter i Østasien. Både frugter, hickorynødder, bladform og blomster minder meget om valnød. Nødderne af Carya illinoiensis kaldes også illinoisnødder eller pekan.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hickory er amerikansk-engelsk, forkortelse af pohickery, af algonkin pocohiquara 'drik tillavet af hickorynødder'.

Betegnelsen hickory anvendes om veddet fra flere arter, alle fra det østlige Nordamerika. Styrkeegenskaber som evne til at tåle pludselige belastninger kombineret med stivhed, elasticitet og hårdhed gør specielt den brede, hvidlige splint til vel nok den bedste træart til anvendelse til værktøjsskafter (økser, hamre) samt til sportsartikler (ski), stole mv. Desuden kan spåner af hickory bruges til rygning af fødevarer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig