Rubladfamilien, Boraginaceae, plantefamilie med ca. 154 slægter og 2500 arter, udbredt over hele Jorden, især i tempererede og subtropiske egne. Det er urter og buske, sjældnere træer og lianer. Bladene er spredte, hele og ligesom stænglerne oftest ru af stive hår. Blomsterne, der er samlet i svikler, er femtallige, undersædige, tvekønnede og oftest regelmæssige. Kronen er tragtformet, rørformet eller fladkravet og ofte med indposninger i svælget (svælgskæl). Frugten er en firedelelig spaltefrugt med nøddeagtige delfrugter. Blomsterne, der indeholder nektar og bestøves af insekter, er ofte først røde og bliver senere blå eller violette. Familien indeholder en del gamle lægeplanter, fx hjulkrone, hundetunge, lungeurt, lægekulsukker og lægeoksetunge.
I Danmark findes ca. 35 arter, som oprindelig var vildtvoksende, indslæbt eller forvildet fra dyrkning. Mange arter dyrkes som prydplanter, bl.a. inden for slægterne forglemmigej, heliotrop, hestetunge, hundetunge, kærminde, lungeurt, kulsukker, Nonea, oksetunge og voksurt.
Se også dækfrøede.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.